---

Men idet Departementet erfjender, at den latinske Stiilskrivning nødvendig maa bibeholdes i Skolerne, for at understøtte den grammatikalske Undervisning i Sproget, saa synes denne Erkjendelse ligefrem at lede ikke til fuldkommen Afskaffelse, men blot til Indskrænkning af Stilen, som Gjenstand for Øvelse i Skolen og for Prove ved Examen. For at sikkre dens Benyttelse ikke alene i de offentlige Skoler, men ogsaa ved den private Undervisning der, saalænge Privatdimission bestaaer, ingenlunde tør sættes ud af Betragtning i denne Henseende vil det formeentligt være nødvendigt at bibeholde Prøven ved examen artium, hvorvel med de Indskrænkninger, som ere en Følge af det latinske Sprogs forandrede Stilling og Forhold til det videnskabelige Liv og Samkvem ved Universitetet. Saalænge fast alle videnskabelige Forhandlinger — skriftlige saavelsom mundtlige foregik paa Latin, var en fuldstændig Tilegnelse af Sprogets hele almindelige Ordforraad og Phraseologi en ganske berettiget og nødvendig Fordring til den, der forlangte Adgang til Universitetet. At godtgjøre Evnen til fri Brug af Sproget i Skrift (og Tale) maatte følgelig være Prøvens Hensigt, og paa at meddele denne Evne maatte Ovelserne i Skolen være anlagte. Nu derimod, da det latinske Sprog iffe længer har Betydning som Meddelelsesmiddel, fan Stiilprøvens Hensigt fornuftigvis ikke være nogen anden end den at godtgjøre en grundig og sikker Tilegnelse af Sprogets Grammatik, ligesom Øvelserne i Skolen maa være beregnede paa at befordre en saadan Tilegnelse.

Men af denne Stilens forandrede Stilling følger tillige, at Prøven ikke længer kan tilkomme den samme afgjørende Vægt som før ved examen artium.

Overeensstemmende med denne Opfattelse af Stiilproven og dens nærværende Betydning er Kommitteens § 2 affattet. Mod samme kan vistnok gjøres den Indvending, at flere af dens Bestemmelser mere egne sig for et Reglement end for en Lov; Kommitteen kan hertil kun bemærke, at den

ikke har vidst at sikkre Opnaaelsen af det Tilsigtede paa anden Maade.

Bestemmelsen om at enkelte i Stiletexten forekommende Ord skulle opgives, er kun en Fornyelse af ældre Forskrifter af samme Art (Forordn. af 22de Marts 1805 § 14), der ere satte tilside ved Reglement af 1826. Den er, ligesom Bestemmelsen om Sammenlægning af Karaktererne for Stiil og skriftlig Oversættelse, det Gjældende ved den til vor examen artium svarende, for de danske Skoler anordnede, Afgangsexamen.

§ 3. Propofitionens § 3 gaaer ud paa at ophæve de Bestemmelser i Forordningen af 7de November 1809 § 104, hvorved Strafansvar af Mulkt eller endog Embedsfortabelse er fastsat for Bestyrere af offentlige Skoler, hvis Dimittender rejiceres for nogen af de skriftlige Prøver ved examen artium. Kilden til disse Strasbestemmelser er Forordn. angaaende examen artium af 22 Marts 1805 § 21, hvori foreskrives, at der, saafremt enkelte Dimittender befindes aldeles forsømte i de vigtigste Fag, skal anstilles nærmere Undersøgelse, om derved fra de dimitterende Læreres Side nogen pligtstridig Forsømmelse skulde have fundet Sted, og at i saa Fald det anførte Strafansvar skal gjøres gjældende. Fra Forordningen af 1805 er Strasbestemmelsen gaaet over i Forordningen af 1809, men paa en saadan Maade, at den er bleven løsreven fra sit naturlige Fundament, Tilstedeværelsen af nogen pligtstridig Forsømmelse, og knyttet til et andet, som ofte maa erkjendes for at være en reen Tilfældighed, det nemlig, at en Examinand for nogen enkelt af de tre skriftlige Prøver, der have absolut rejicerende Vægt, ikke opnaar Temmelig godt. Ubillig og urimelig som Bestemmelsen paa Grund heraf fremtræder i Frdn. af 1809, er den iffedesmindre i dens nærværende Anvendelse endnu yderligere skjærpet ved Regl. for examen artium af 1826, der saavidt skjønnes uden Berettigelse har forandret Bestemmelsen i Forordningen af 22de Marts 1805 § 20 om

den ringeste Karakteer for latinsk Stiil, hvormed Eraminanden kan bestaae, fra Maadelig til Temmelig godt.

Sammenholder man de forskjellige Steder i Frdn. af 1809, hvor Strafansvar for uheldig Dimission omtales, vil man finde et paafaldende Urede i den hele Materie. Medens § 104 synes at ville have Ansvar alene for den dimit terende Lærer (her Rektor), tales der i §§ 97 og 103 om Ansvar ogsaa for de øvrige Lærere, uden at det paa førstnævnte Sted nærmere angives, hvori dette bestaaer, eller hvorledes Vedkommendes Skyld, uden hiin i Frdn. af 1805 foreskrevne Undersøgelse, skal kunne godtgjøres, hvorfor ogsaa Praxis er bleven den, at man gjør Ansvaret gjældende mod Rektor alene.

Hvad enten man ser hen til den Uklarhed, hvoraf Lovgivningen i dette Punkt lider, eller til det Ubeføiede i et kvalificeret og derfor overdreven strengt Ansvar for denne mere end for andre en Rektors Embedshandlinger, eller endelig til de skadelige Følger, denne Lovbestemmelse medfører for Skolerne og de Skolesøgende, i hvilken Henseende man tillader sig at henvise til Rektor Vibes i Departementets Foredrag p. 4 første Spalte gjengivne Yttringer maa Kommitteen med Departementet og de øvrige Autoriteter, som derom have udtalt sig, være enig i, at den som ubillig og skadelig bør ophæves for de offentlige Skolebestyreres Vedkommende, saa at Criminallovens almindelige Bestemmelser om Strafansvar for mislig Embedsførelse ogsaa bliver gjældende for denne Embedshandling.

Men Kommitteen er af den Mening, at man bør gaae et Skridt videre og ophæve Ansvaret for uheldig Dimission ogsaa for Bestyrerne af private Skoler, der ved deres Indretning og Lærernes Personlighed give Sikkerhed for at de kunne bringe Eleverne til fornøden Modenhed. Da Criminallovens hidhørende Bestemmelser ikke kunne gjøres gjældende mod private Skolebestyrere, er det en Selvfølge, at der maa være forbeholdt Adgang til at tilbagekalde Dimissionsretten, saasnart den maatte antages at blive misbrugt

eller den fornødne Garanti ikke længer skjønnes at være tilstede. Kommitteen har derfor gjort et hertil sigtende Tillæg til den kongelige Propositions § 3, hvilket i alt Væsentligt finder sin Begrundelse i hvad der er anført med Hensyn til Rektorerne og de offentlige Skoler.

§§ 4, 5, og 6 findes kortelig begrundede i Departementets Foredrag pag. 7. Med Henvisning hertil indstilles §§erne 4 og 6 uden Forandring.

Derimod antager Kommitteen, at Bestemmelsen i § 5 bør udvides til at gjælde samtlige ikke studerende Elever, hvad enten de gaae over til en anden offentlig Skole eller iffe.

For de studerende Elevers Vedkommende haves et Middel til at sikkre Erlæggelsen af Testimoniegebyhret, idet denne er en Betingelse for Adgangen til examen artium. Med Hensyn til de Ikkestuderende gives intet lignende Tvangsmiddel, hvoraf Følgen er, at de paa Grund af den høie Betaling (8 Spd.) i Regelen aldrig lade sig give Testimonium. Ved at ophæve Gebyhret vil følgelig ingen Indtægt gaa tabt for Skolerne, men derimod den Fordel vindes, at ogsaa disse Elever i Fremtiden ville ved deres Udgang af Skolen medbringe Vidnesbyrd om deres Forhold og Fremgang i Skolen.

Kommitteen kunde vistnok i Overeensstemmelse med flere af de indkomne Erklæringer ønske Testimoniegebyhret i det Hele afskaffet, men vover ei at andrage derpaa af Hensyn til det Tab i Indtægter, som Skolerne derved vilde lide, og som for Aarene 1851-1855 vilde have udgjort gjen nemsnitlig 193 Spd. aarlig, sammenlagt for de 10 Skolers Vedkommende, der ikke bestaae ved egne Midler.

Den af Kommitteen indtagne Bestemmelse om, at og= saa Dimissionstestimoniet skal affattes paa Norsk, tiltrænger formeentlig ingen Begrundelse.

Da § 1 angiver Tiden, naar den deri indeholdte Bestemmelse skal træde i Kraft, og Loven forøvrigt antages

at burde træde i Kraft strax, vil ingen Tidsbestemmelse, svarende til den i Propofitionens § 7, være fornøden.

Man skal saaledes give sig den Ære at indstille til Odelsthinget at fatte følgende Beslutning til

Lov,

indeholdende Forandringer i de for examen artium og de lærde Skoler gjældende Bestemmelser.

§ 1. I alle offentlige lærde Skoler skal der fra Begyndelsen af Skoleaaret 1859 gives Eleverne Anledning til at erholde Undervisning i det engelske Sprog.

§ 2. Texten til den latinske Stiil ved examen artium skal bestaae i et fra Latin oversat Stykke af fortællende Indhold og let Sprogform, valgt med Hensyn til at give Examinanderne Anledning til at lægge for Dagen deres Indfigt i Sprogets Grammatik, navnlig i Lovene for Sætningernes Bygning og indbyrdes Forbindelse. De Ord, som kunne antages ikke at være Examinanderne tilstrækkelig bekjendte, skulle opgives.

Karakteren for denne Prøve regnes sammen med Karakteren for den skriftlige Oversættelse fra Latin.

§ 3. Det i Frdn. af 7de November 1809 § 104 bestemte Strafansvar for Dimission til examen artium ophæves for Bestyrerne af de offentlige lærde Skoler og af saadanne private Skoler, i hvilke Undervisningen udstrækker sig over de samme Lærefag og ligesaa vidt som i de fuldstændige offentlige lærde Skoler, forsaavidt og saalænge som deslige Skoler af Kongen eller den, han dertil bemyndiger, erkjendes at bringe fine Dimittender til fornøden Modenhed.

§ 4. Ved Optagelse i en offentlig lærd eller lærd og Realskole betales ikke Indskrivningspenge for dem, som forhen have været Elever af en saadan Skole.

$ § 5. Det i Frdn. af 7de November 1809 § 106 paabudne Dimissionstestimonium skal affattes i det norske Sprog. Det i samme Frdn.8 § 107 omhandlede Testimonium skal meddeles uden Betaling til ikkestuderende Elever og til