mindre Grad lægges Beslag paa Abstraktionsevnen. Men naar det abstraherede Begreb eller den abstraherede Forestilling støttes ved en bestemt og paatagelig ydre Form fastholdes den meget lettere, end naar den savner denne Understøttelse. Dette sidste er det netop, som er Tilfældet f. Ex. i det tydske Sprog, hvor kun i ganske enkelte Tilfælde en saadan fast ydre Adskillelse finder Sted (man tænke sig f. Ex. Nominal- og Verbalboiningen, Kasus i den første og Modi, navnlig Konjunktiv i den sidste). Hertil kommer, at det latinske Sprog har været Gjenstand for Bearbeidelse af de grundigste Sprogforskere gjennem lange Tider, og at det som Følge heraf er bragt i et fast og sikkert System. Dette er ikke Tilfældet med de nyere Sprog, saaledes heller ikke med det, hvorom her spørges, Tydsk. Man kan i Gjennemsnit sige, at ligesaa mange Grammatikker, ligesaa mange Systemer, og om mange kan vistnok siges, som Peder Hjorth sagde om en vis Leitfaden zur Erlernung der deutschen Sprache, at han hellere vilde lære en Ko at danse paa Hornene end lære Børn Tydsk efter den Leitfaden. Det maa være klart, at naar Sprogunderviisningen skulde begynde, ja for en stor Deel og for en heel Classe af Elever virkelig grundlægges og udtømmes ved det tydske Sprog, at da dette Sprogs Grammatik blev indrettet i Overensstemmelse hermed og anderledes end dengang, da det latinske Sprog overtog denne Funktion. Meget har det derfor forundret mig, at de Mænd, som især have været saa ivrige for denne Forandring, ikke have sørget for en mere tidsmæssig og rationel Behandling af et Sprog af den Betydenhed, som det tydske herved har vundet. Naar jeg betænker alt dette, da stiller det fig for mig som meget tvivlsomt, om man fortiden er istand til at afgive noget sikkert og paalideligt Vidnesbyrd om, hvorvidt den foretagne Forandring i Anordningen af Sprogene paa det elementære Trin kan siges at have været hensigtsmæssig eller ikke. Paa Grund heraf vover jeg at tro, at man ialfald ikke bør indlade sig paa nogen Forandring der, hvor den gamle Ordning fremdeles bestaaer, eller i de tre levnede ublandet lærde Skoler. At foreslaa en Tilbagevenden til denne

gamle Ordning i de nuværende kombinerede Skoler, kan ikke falde mig ind; vor Armod staaer iveien derfor, og saalænge man iffe finder den existerende Ordning (d. e. Begyndelsen med det tydske Sprog og senere Indtræden af det latinske) absolut fordærvelig, faaer man tage det mindre Fuldkomne, som begrundet i Omstændighedernes Nødvendighed. Dette, det økonomiske Hensyn nemlig, synes ogsaa at have været Hovedmotivet til Forandringen for de to af Medlemmerne af den Commission, som havde at afgive Betænkning om den Reorganisation af det høiere Undervisningsvæsen, som siden har fundet sit udtryk i den nu bestaaende Combination af lærd og Realundervisning, nemlig Hr. Rektor Vibe og Professor Aubert. „Vi finde," sige disse to Mænd, „at der med den af os foreslaaede Anordning af Sprogundervisningen ere saa mange og saa vigtige praktiske og økonomiske Fordele forbundne, at vi ei nære nogen Tvivl om, at denne Anordning er at foretrække for den ældre, for de Skolers Vedkommende, hvis Organisation har været Gjenstand for vore Overveielser, om vi end ikke vove at erklære den nye for ubetinget rigtigere og mere anbefalelsesværdig, naar man betragter begge i og for sig uden Hensyn til de ydre og praktiske Fordele, som flyde af den ene eller den anden Anordning."

Gjennem denne Ytring har jeg banet mig en passende Overgang til det, som egentlig udgjør Gjenstanden for nærværende Forestilling, en forandret Plads for den franske Undervisning i de kombinerede Skoler.

Det har altid staaet for mig som en stor Anomali, at man i disse Skoler skulde begynde med Fransk, forinden man havde læst Latin, eller lade den franske Sprogundervisning begynde to Aar forinden Latin. Den Sætning, at man skal stride frem fra det Nærmere til det Fjernere eller fra det Lettere til det Sværere, en Sætning, der ret forstaaet og ret anvendt indeholder megen Sandhed, er her paa sit urette Sted. Naar man i Skolen læser to Sprog, hvoraf det ene er Modersproget og det andet det afledede, da synes det at maatte være

det Naturligste at begynde med det første, og det saamegetmere, naar Modersproget, i dette Tilfælde Latinen, kræves læst i den Udstrækning, som Tilfældet er i vore Skoler. Man kan ikke her med Foie komme med den Indvending, at saa skulde man konsekvent ogsaa lære Angelsachsisk for Engelsk, Oldnorsk før Modersmaalet v. s. v. Thi herved er at bemærke, for det første, at Angelsachsisk ikke læses i Skolen, og for det andet, at hvormeget end Oldnorsk er Grundlaget for vort nuværende Sprog, saa bliver dette dog os altid det nærmeste. Hvor Talen derimod er om fremmede Sprog, og det Sprog af den Beskaffenhed, som Latin og Fransk, der begge ere af en fra vort Sprog og vor Sprogstamme aldeles forskjellig Charakteer, der ere begge Sprog os lige nær eller lige fjern, og da mener jeg, at det er den rette Methode, at begynde med Originalsproget, og det saa meget mere, naar der fra den praktiske Udførelses Side Intet maatte være iveien derfor.

Jeg antager nemlig, at foruden at denne Ordning forekommer mig at være vel begrundet i Theorień, saa vil det for Skolen i det Hele være en positiv Vinding ved at henflytte den franske Undervisning til et andet, jeg mener et senere Trin. Jeg skal stray antyde Pladsen. Jeg formener, at den franske Læsning bør udsættes til Begyndelsen af 2den Latinog Realclasses Cursus, saaledes at man i de fuldstændige Skoler fik 4 Aars fransk Læsning, istedetfor som nu hele 7 Aars. Man bør ikke lade sig skrække ved denne store Reduktion i Tidslængden. Naar Hensyn til den lange forudgaaedé Latinlæsning, som ved denne Ordning endog vil kunne udvides, og hvorom Mere nedenfor, endvidere Hensyn tages til den større Modenhed hos Discipelen ved hans Indtrædelse i 2 Latinclasse, ved det fyldte 14de Aar, da antager jeg det for givet, at man med et moderat Timetal, f. Er. 3 Timer i 2 Latinclasse og 2 Timer i 3 Latinclasse, vil i de 4 Aar drive det til at naa det Maal, som hidtil har været det almindelige, og som ogsaa Commissionen har tænkt sig. Jeg tør maaffe her paaberaabe mig min Erfaring fra min egen Skolegang. I denne paabegyndtes den græske og franske Læsning til samme

Tid, og efter 4 Aars Læsning var gjennemgaaet fuldstændigt Gedikes franske Læsebog og Borrings Etudes literaires, tilligemed Grammatikken, Formlære saavelsom Syntax. Et saadant Maal i Fransk maa vistnok ansees for tilstrækkeligt for de studerende Elevers Vedkommende. Fransken vilde paa denne Maade faa den Plads, som den fortiden har ved Christiania Kathedralskole, hvor dens Tid ogsaa er indskrænket til 4 Aar og med et ugentligt Timetal af 9 Timer, medens den efter nærværende Forslag vil faa 10 Timer. Herved er dog at mærke, at Cursusset i de kombinerede Skoler er toaarigt i 2den og 3die Latinclasse, hvorimod et Afdrag fremkommer i de 10 Timer i Forhold til de 9. Dog maatte 2den Latin- og Realclasse deles i to Partier, et for hvert Aar. I herværende Skole har Fransken nu 2 Timer i 2den Latin- og Realclasse og 1 Time i 3die Latinclasse. Hvis man ikke troer at kunne tage nogen tredie Time fra noget andet Fag i 2den Latin- og Realclasse, troer jeg man trygt kan tage den fra Tydsken, som alligevel faaer Tid nok, og vil man i 3die Latinclasse ikke tage fra noget andet Fag, som man maaske neppe bør, da kan man simpelthen forøge Undervisningstiden med 1 Time, thi denne Glasse har efter den fortiden gjeldende Læseplan kun 28 Timer om ugen. I alle de øvrige fuldstændige kombinerede Skoler har 3die Latinclasse fulde 30 ugentlige Timer.

Man kunde mene, at en Ulempe vilde af denne Ordning opstaa for Realelevernes Vedkommende. Dette troer jeg iffe; jeg troer snarere det vil være en reel Vinding for dem. Det eller de Sprog, hvorom der for disses Vedkommende fornemmelig spørges, er Tydsk og Engelsk. Nu læses Tydst lige fra 1ste Fællesclasse, og heri gjøres ingen Indskrænkning, snarere vil en Udvidelse kunne finde Sted. Engelsk derimod indtræder først ved Begyndelsen af 1ste Realclasses Cursus. Nu er det et Faktum, at det er saare vanskeligt at beholde nogen stor Mængde af Realeleverne synderlig længere end til Afslutningen af nævnte Classes Cursus, og hvad specielt angaaer denne Skole, som for det omliggende Distrikt tildeels er at betragte som en høiere Almueskole, anseer jeg det for givet, at saa vil

vedblive at være ogsaa for Fremtiden. Under denne Forudsætning eller under saadanne Omstændigheder mener jeg derfor, at man sørger meget bedre for disse Elever ved at lægge de Timer, som nu anvendes til Fransk, over paa et eller flere af de andre Fag, som læses paa dette Trin (i 1ste Realclasse). Dette har jeg tænkt mig saaledes udført, at i 1ste Realclasse de to franske Timer overgaae til Engelsk og den tredie til Norsten. For de studerende Elevers Vedkommende vil Forandringen medføre lignende Fordele, en større Concentrering af Kræfterne paa andre og vigtigere Fag. Ligesom for Realisterne de to Timer henlagdes til Engelsken, saaledes skulde jeg ansee det for det hensigtsmæssigste, at disse to Timer for de studerende Elever lagdes til Latinen, som ialfald efter den nuværende Læseplan ved denne Skole forekommer mig at have et vel tarveligt Timetal paa dette Trin; den tredie franske Time blev naturligvis at lægge til Norsken, som fælles for begge Arter Elever.

For 2den Fællesclasse, hvor nu Fransk begynder, synes mig Fordelene ved den her foreslaaede Forandring, at være af samme Betydning. Den Jlfærdighed, hvormed man under den nuværende Ordning næsten kan siges at jage afsted fra det ene nye Sprog til det andet, fra Tydsk til Fransk, fra Fransk til Latin eller Engelsk, kan, naar Hensyn tages til Elevernes Alder og Udvikling paa dette Punkt, ikke ansees for vel forsvarlig. En saadan Fremgangsmaade med Bibringelse af immer og immer nyt Stof, og det Sprogstof af heterogen Charakteer troer jeg neppe kan siges at være pædagogisk rigtig. Formedelst Travlheden løber man Fare for, at det første Indtryk udvises af det andet, forinden det endnu har faaet Tid til rigtigt at fastne sig; og ved denne Udstykning af Tiden paa forskjelligartede Ting lider det, som paa dette Trin fortrinsviis fortjente at komme i Betragtning. Jeg mener fornemmelig Modersmaalet, eller om man vil, Modersmaalet og Tydsken i Forening. Det heder, at Børnene skulle kunne læse ordentligt ved Optagelsen i 1ste Fællesclasse. Dette er en Fordring, som, hvor man ikke har Forberedelsesclasser, og