Sidebilder
PDF

Men idet Departemente! erkjender, at den latinske Stiil» flrivning nsdvendig man bibeholdes iSkolerne, for at underststte den grammatikalske Underviisning i Sproget, saa synes denne Erkjendeise ligeftem at lede — ikke til fuldkommen Afssaffelse, men blot til Jndssroenkning af Stilen, som Gjenstand for L'velse i Skolen og for Prsve ved Emmen. For at sikkre dens Benyttelse ikke alene i de offentlige Skoler, men ogsaa ved den private Underviisning — der, saalcenge Privatdimission bestaaer, ingenlunde tsr scettes ud af Betragtning i denne Henseende — vil det formeentligt vcere nsdvendigt at bibcholde Prsven ved «xameri ttrtium, ihvorvel med de Jndskrcenkninger, som ere en Folge af det latin» ffe Sprogs forandrede Stilling og Forhold til det videnska» belige Liv og Samkvem ved Universitetet. Saalcenge fast alle videnskabelige Forhandlinger — skriftlige saavelsom mundt» lige foregik paa Latin, var zn fuldstcendig Tilegnelse af Sprogets hele almindelige Ordforraad og Phraseologi en ganske berettiget og nsdvendig Fordring til den, der forlangte Abgang til Universitetet. At godtgjsre Evnen til fri Brug af Sproget i Skrift (og Tale) maatte fslgelig vcere Prsvens Hensigt, og paa at meddele denne Evnc maatte Sveiserne i Skolen vcere anlagte. Nu derimod, da det latinske Sprog ikke lcengcr har Betydning som Meddelelsesmiddel, kan Stiil» prsvens Hensigt fornuftigviis ikke vcere nogen cmden end den at godtgjsre en grundig og sikker Tilegnelse af Sprogets Grammatik, ligesom Svelserne i Skolen maa vcere beregnede paa at befordre en saadcm Tilegnelse.

Men af denne Stilens forandrede Stilling fslgcr tillige, at Prsven ikke lcenger san tilkomme den samme asgjsrende Bcegt som fsr ved exkmen arllurn.

Overeensstemmende med dennc Opfattelse af Stiilprs« ven og dens ncrrvcerende Betydning er Kommitteens § 2 af' fattet. Mod samme kan vistnok gjsres den Jndvending. at flere af dens Bestemmelser mere cgnc sig for et Reglement end for en Lov; Kommitteen kan bertil kun bcmcerke, at den ittt har vidst at sikkre Opnaaelsen af det Tilsigtede paa an« den Maade.

Bestemmelsen om at enkelte i Stileterten forekommende Ord skulle opgives, er tun en Fornyelse af «ldre Forssrifter af samme Art (Forordn. af 22de Marts 1805 § 14). der en satte tilside ved Reglement af 1826. Den er, ligesom Bestemmelfen om Sammenloegning af Karaktererne for Stiil og strrftlig Overscettelse, det Gj«ldende ved den til vor exsmen srtiurn svarende, for de danske Skoler anordnede, Afgangsuamen.

K 3. Propofitionens § 3 gaaer ud paa at ophceve de Bestemmelser i Forordningen af 7de November 1809 K 104, hvorved Strafansvar af Mulkt eller endog Embedssortabelse er fastsat for Bestyrere af offentlige Skoler, hvis Dimittender rejiceres for nogen af de skriftlige Prsver ved examen artium. Kilden til bisse Strafbesteminelser er Forordn. angaaende exarnen »rtium af 22 Marts 1805 § 21, hvori forefknves, at der, saafremt enkelte Dimittender befindes aideles forssmte i de vigtigste Fag, stal an stilles noermere Underssgelse, om derved fra de dimitterende L«reresSide nogen pligtstridig Forssmmelse skulde Hove fundet Sted, og at i saa Fald det anfsrte Strafansvar skal gjsves gjceldende. Fra Forord? ningen af 1805 er Strafbestemmelsen gaaet ovcr i Forordningen af 1809, men paa en saadcm Maade, at den er bleven lssreven fra sit naturlige Fundament, Tilstedevoerelsen af nogen pligtstridig Forssmmelse, og knyttet til et andet, som ofte maa erkjendes for at voere en rem Tilfoeldighed, det nemlig, at en Examinand for nogen enkelt af de tre skriftlige Prsver, der haue absolut rejicerende Voegt, ikke op«aar Temmelig godt. Ubillig og urimelig som Bestemmelsen paa Grund heraf fremttceder i Frdn. af 1809, er den iktedesmindre i dens ncervoerende Anvendelse endnu yderligere fljarpet ved Regl. for exslnen artiurn af 1826, der — saavidt ssjsnnes uden Berettigelse — har forandret Bestemmelsen i Forordningen af 22de Marts 1805 § 20 om den ringeste Karakteer for latinsk Stiil, hvonned Eraminanden kan bestaac, fta Maadelig til Temmelig godt.

Sammenholder man de forffjellige Steder i Frdn. af 18U9, hvor Strafansvar for uheldtg Dimission omtales, vil man finde et paafaldendc Uredc i den helc Materie. Medens K 104 synes at ville have Ansvar alene for den dimitterende Leerer (her Rektor), tales der i §§ 97 og 103 om Ansvar ogsaa for de svrige Lcerere, uden at det paa forstnocvnte Sted ncermere angives, hvori dette bestaaer, eller hvorledes Vedkommendes Skyld, uden hiin i Frdn. af 1805 forestrevne Underssgelse, stal kunne godtgjsres, hvorfor ogsaa Präzis er bleuen den, at man gjsr Ansvaret gjoeldende mod Rektor alene.

Hvad enten man ser hen til den Uklarhed, hvoraf Lovgivningen i dette Punkt lider, eller til det Ubefsiede i et kvalificeret og derfor overdreven strengt Ansvar for denne mere end for andre en Rektors Embedshandlinger, eller endelig til de skadelige Fslger, denne Lovbestemmelse medfsrer for Skolerne og de Skolesogende, i hvilken Henseende man tillader sig at henvise til Rektor Vibes i Departementets Foredrag p. 4 forste Spalte gjengivne Attringer — maa ^Kommitteen med Departementet og de ovrige Autoriteter, som derom have udtalt sig, vcere enig i, at den som ubillig og fladelig bor ophoeves for de offentlige Skolebestyreres Vedkommende, saa at Criminallovens almindelige Bestemmelser om Strafansvar for mislig Embedsfsrelse ogsaa blwer gjoeldende for denne Embedshandling.

Men Koinmitteen er af den Mening, at man bor gaae et Skridt vidcre og ophoeve Ansvaret for uheldig Dimission ogsaa for Bestyrerne af private Skoler, der ved deres Jndretning og Loeremes Personlighed give Sikkerhed for at de kunne bringe Eleverne til fornsden Modenhed. Da Criminallovens hidhsrende Bestemmelser ikkc kunne gjsres gjoeldende mod private Skolebestyrere, er det en Selvfslge, at der maa voere forbeholdt Abgang til at tilbagekalde Dimissionsretten, saasnart den maatte antages at blive misbmgt eUer den fornsdne Garanti ikke loenger ffjsnnes at v>?re tilstede. Kommitteen har derfor gjvrt et hertil sigtende Tillcrg til den kongelige Propositions § 3, hvilket i alt Bcrsentligt find« sin Begründe!se i hvad der er anfsrt med Hensyn til Rektorerne og de offentlige Skoler.

§K 4, 5, og « sindes kortelig begrundede i Departementets Foredrag pag. 7. Med Hcnviisning hertil indstillcs §§erne 4 og 6 uden Forandring.

Derimod antager Kommitteen, at Bestemmelsen i § 5 bsr udvides til at gjoelde samtlige ikke studerende Elever, hvad enten de gaae over til en anden offentlig Skole eller itte.

For de studerende Elevers Vedkommende haves ctMiddel til at sikkre Erloeggelsen af Testimoniegebyhret, idet denne er en Betingelse for Abgängen til exsrnen artium. Med Hensyn til de Jkkestuderende gives intet lignende Tvangsmiddel, hvoraf Fslgen er, at de paa Grund af den hsie Betaling (8 Spd.) i Regelen aldrig lade sig give Testimonium. Beb at ophoeve Gebyhret vil fslgelig ingen Jndtoegt gaa tabt for Skolerne, men derimod den Fordet vindes, at ogsaa bisse Elever i Fremtiden ville ved deres Udgang af Skalen medbringe Vidnesbyrd om deres Forhold og Fremgang i Skolen.

Kommitteen künde vistnok i Overeensstemmelse med flere af de indkomne Erklceringer snfke Testimoniegebyhret i det Hele afskaffet, men vover ei at andrage derpaa af Hensyn til det Tab i Jndtcrgter, som Skolerne derved vildc lide, og som for Aarene 1851 — 1855 vilde haue udgjort gjen» nemsnitlig 193 Spd. aarlig, sammenlagt for de 1« Skolers Vedkommende, der ikke bestaae ved egne Midier.

Den af Kommitteen indtagne Bestemmelse om, at ogsaa Dimissionstestimoniet skal assattes paa Norfl, tiltroenger fonneentlig ingen Begrundelse.

Da § 1 angiver Tiden, naar den deri indeholdtc Bestemmelse skal Kcede i Kraft, og Soven forsvrigt antages at bürde tnrde i Kraft strar, vil ingen Tidsbestemmelse, sva« rende til den i Propositioncns K 7, v«re fornsden.

Man skal saaledes give sig den Wre at indstille til Odelsthinget at fatte folgende Beslutning til

Lov,

indeholdende Forandringer > de for exarueu »rtium og de lcerde Skoler gjoeldende Bcsteinmelser.

§ I. I alle offentligc l«rde Skoler skal der fra Begyndelsen af Skoleaaret 18^/»« gives Eleverne Anledning til at erholde Underviisning i det cngelske Sprog.

§ 2. Terten til den latinffc Stiil ved exarnen «u-tium skal bestaae i et fra Latin oversat Stykke af forteilende Jndhold og let Sprogform, valgt med Hensyn til at give Eraminanderne Anledning til at legge for Dagen deres Jndsigt i Sprogcts Grammatik, navnlig i Lovenc for S«tningernes Bygning og indbyrdes Forbindelse. De Ord, som kunnc antagcs ikke at voere Eraminanderne tilstroekkelig bekjendte, ssulle opgives.

Karakteren for denne Prsve regnes sammen ined Ka« raktcren for den skriftligc Overscettelse fra Latin.

§ 3. Det i Frdn. af 7de November 1809 § 104 bestemte Strafansvar for Dimission til ex»m«n «.rtiurn ophceves for Bestyrerne af de offentlige larde Skoler og af saadanne private Skoler, i hvilke Undcrviisningen udstroekker sig over de samme Loerefag og ligesaa vidt som i de fuldstcendige offentlige lerde Skoler, forsaavidt og saaloenge s«n deslige Skoler af Kongen eller den, hau dertil bemyndiger, erkjcndes at bringe sine Dunittender til fornsden Modenhed.

§ 4. Beb Optagelse i en offentlig lcerd cller loerd og Realstole betales ikke Jndskrivningspenge for dem, som forhen have voeret Elever af en saadan Skole.

§ 5. Det i Frdn. af 7de November 18«9 § lu6 paabudne Dimissionstestimonium skal affattes i det norffe Sprog.

Det i samme Frdn.s K 107 omhandlede Testimonium skal meddeles uden Betaling til ikkestuderende Elever og til

« ForrigeFortsett »