len skal skriftlig kunne behandle en Opgave, til hvis Besvarelse han kan hente Stoffet fra den Kreds af Kundskaber og Forestillinger, hvori deels den for Skolerne foreskrevne Underviisning i Latin 3 Boger af Cæsars bellum gallicum, Salluste bellum Catilinarium o. f. v. i Græsk 3 Bøger af Xenophon o. s. v. + i Religion Kundskab i den bibelske Historie o. f. v. i Norsk et Overblik over den norske og danske Litteraturs Historie, deels Livet maa forudsættes at have indført ham, samt skal have erhvervet et Overblik over den norske og danske Litteraturs Historie. Da imidlertid Forbindelsesordene samt at" udtrykkelig fremhæve det Følgende som en ny Fordring, er man forpligtet til at forstaae det foregaaende: „den for Skolerne foreskrevne Undervisning" om den hele Undervisningscyklus med Undtagelse af Undervisningen i den norske og danske Litteraturhistorie. Det synes ogsaa lidet rimeligt, at det skulde være Commissionens Mening, at der burde aabnes Adgang til ved examen art. at give Opgaver i dansk-norsk Litteraturhistorie. Man kunde da faae Opgaver at see som: „Hvilken Betydning har Holberg havt for fin Samtid?" - I hvilket Forhold staaer Dehlenschläger til Ewald i den poetiske Udvikling?" — hvilke Opgaver eller hvis Mage have været givne ved de danske Skoler. For mig staaer det klart, at den Bredde og Vidtløftighed og den videnskabelige Grundighed, hvormed Læreren i Norsk, naar han skulde forberede sine Elever til at besvare Opgaver i Litteraturhistorien til examen art. blev nødsaget til at behandle denne Disciplin, hvis Phænomeners dybere og grundigere Betragtning utvivl= somt ligger over Skoledisciples Fatteevne, lidet andet vilde udrette end at udvikle hos de fleste Elever en vindig Floskuleren og et erbarmeligt sthetikleri, hvorfor Himlen bevare 08. De fleste Candidater vilde sikkerlig besvare en Opgave i dansk-norsk Litteraturhistorie til examen art. enten ved at gjengive Bogens og Magisters Ord eller ved at producere endeel halvforstaaede æsthetiske Phraser og Talemaader. Herved vilde Lidet være udrettet. Man bestræbe sig for ved Undervisningen i Norsk at udvikle hos de Unge en varm og livlig Følelse

for det Skjønne, uden at føre dem ind paa videnskabelige Bestemmelser, der ligge over deres Sphære, forat udvikle en sund og reen Smag hos dem, uden at føre dem ind i en Mangfoldighed af brogede Phænomener af Smag og Usmag, hvori de unge ikke ville kunne orientere sig. Jeg har videre med Hensyn til de af Commissionen opstillede Fordringer til Undervisningen i Norsk at bemærke, at jeg, uden Hensyn til det Ulogiske i Formen og den ved samt at" tilknyttede Fordring sat ud af Betragtning, ingenlunde kan dele dens Anskuelse, naar den har opstillet følgende Maal: „at Discipelen kan med Orden og Tydelighed i en sprogrigtig Form'og uden orthographiste Feil skriftlig behandle en Opgave, til hvis Besvarelse han kan hente Stoffet fra den Kreds af Kundskaber og Forestillinger, hvori" den for Skolerne foreskrevne Undervisning" - „maa forudsættes at have indført ham," med andre Ord, naar den yttrer den Formening, at der ved examen art. bør være Anledning til, som Opgaver i Norsk, at fremsætte Spørgsmaal, der ere hentede fra en bestemt Videnskabs- eller Kundskabsgreen, altsaa til at give Opgaver, vedkommende Historien, Geografien, Religionen o. s. v., som Prøve i Norsk. Jeg veed rigtignok, at deslige Opgaver have været brugte i Danmark; men de have altid forekommet mig uhensigtsmæssige. Bedømmelsen af deslige Opgaver vil altid blive yderst vaklende og vanskelig, en rigtig Charakteer, som det forekommer mig, ofte ganske umulig, fordi to aldeles forskjelligartede Hensyn, det ene til Candidatens Kundskaber i sin Materie, det andet til hans Fremstillingsgave, ville krydse hinanden ikke blot ved Bedømmelsen af udarbeidelsens Heelbed, men, paa en yderst forvirrende Maade, ogsaa ved Betragtningen af dens Enkeltheder. Med den meest udmærkede Fremstillingsgave vil man kunne skrive til noget nær 0 eller lavere blanco i en Opgave, til hvis Besvarelse man mangler det nødvendige Kundskabsforraad, og omvendt med en heel maadelig Fremstillingsgave skrive ganske tilfredsstillende over en Orgave, naar man er i Besiddelse af de fornødne Materialier. Jeg sætter, at der som Artiumsopgave i Norsk var opgivet et

Spørgsmaal, vedkommende de Krige, der førtes af Keiser Napoleon, eller et vist Afsnit deraf, og at en Candidat havde leveret en Besvarelse, der med Hensyn til Fremstillingen var udmærket, men havde sammenblandet Begivenheder af de nævnte Krige med Fakta af Trediveaarskrigen og Peloponneserkrigen. Agtelsen for den historiske Sandhed eller overhovedet Anstændighedsfølelsen vilde da uden Tvivl tilsige, at man iffe funde tildele en Besvarelse, der indeholdt de modsigende Elementer: et historisk Eventyr, Charakteren udmærket. Var Besvarelsen Gjenstand for flere Censorers Bedømmelse, vilde de forskjellige Censorer efter deres forskjellige Subjectiviteter i mere eller mindre Grad overveiende lægge Vægten enten paa det Faktiske eller paa Fremstillingen, Charaktererne vilde divergere indtil Yderligheder, og Enden paa den hele Ventilation vilde maaskee være, at man satte Candidaten under en anden, der havde givet en ganske maadelig Fremstilling, men anført de rette Fakta i den rette Orden og Sammenhæng. Af de tvende nævnte Yderligheder kan man udlede en Række af tvivlsomme Tilfælde. Hvad der her er yttret om en historisk Opgave gjælder enhver anden, henhørende til en bestemt Videnskab eller Kundskabsgreen. Ihvorvel der kan være Mangt og Meget at udsætte paa de nu brugelige moralske og praktiskphilosophiske Opgaver, har jeg dog, ved at tænke over Sagen, aldrig kunnet overbevise mig om, at noget Bedre lader sig sætte istedet. Jeg skulde troc, at de, naar de gives med Skjønsomhed og det tilbørlige Hensyn til Candidaternes Aandsudvikling, i Almindelighed afgive de rette Synspunkter for at bedømme deres Dygtighed i Norsk, d. e. deres almindelige Dannelse, deres Logik og Sprogfærdighed i Modersmaalet. Paa Grund af det ovenfor Yttrede tillader jeg mig at foreslaae, at der for Undervisningen i Norsk opstilles folgende Maal: at Discipelen har erhvervet sig et Overblik over den norske og danske Litteraturs Historie og Bekjendtskab til de vigtigste af Efjønlitteraturens Forfattere, samt at han med Orden og Tydelighed i en sprogrigtig Form og uden orthographiske Feil skriftlig kan behandle en Opgave, til hvis Besvarelse man maa

forudsætte, at deels den almindelige Dannelse, han gjennem Skoleundervisningen har erholdt, deels hans Livserfaring, gjøre ham skikket.

Betænkning

fra Christiania lærde Skole, indsendt 16 Februar 1858. (Underskrevet: F. L. Vibe. V. Vogt. G. Magnus. Ludvig Kr. Daa. K. Knudsen. H. E. Kind. 3. Odén. Ludvig Daae. J. E. Bodtker.)

Aar 1858 den 5te Februar Kl. 5 Eftermiddag var efter Aftale samtlige Skolens fungerende Lærere forsamlede. I den sygmeldte Adj. Brochs Sted mødte dennes Vikarius Stud. philol. Daae.

I dette Mode bleve følgende Sager forhandlede:

1. Man gif over til den i Mødet d. 1ste Februar under No. 1 Lit. a refererede Sag. Rektor gjorde opmærksom paa, at, da han selv var Medlem af den Commission, til hvis Veiledning Erklæringen var affordret, var det naturligvis hovedsagelig kun de øvrige Læreres Formening, Forespørgselen gjaldt, saasom Rektor havde Adgang til at forebringe sin Formening umiddelbart i Commissionen selv. Ligeledes maatte Rektor gjøre opmærksom paa, at han paa Grund af den Fremstilling, som Lærerforsamlingen vilde erindre, var fremkommen i Aviserne i Anledning af Drøftelsen af Kirkedepartementets Cirkulære af 10de Juli 1852 og den over samme af Lærerforsamlingen gjennem Rektor afgivne Betænkning af 22de Oktober 1852, var bestemt paa ikke saaledes, som han forhen havde gjort, at besørge Redaktionen af de af Lærerforsamlingen fattede Beslutninger, men som Lærerforsamlingens Erklæring kun agtede at fremsende en ordret Afskrift af de Protokollen tilførte Beslutninger, saa at altsaa, hvad Rektor i sin til Eforatet afgivne Betænkning maatte finde sig foranlediget til at tilføie, efter Formen kun vilde blive hans egne Bemærkninger, uafhængige af de protokollerede Beslutninger. Han vilde derfor henstille til Lærersamlingens Afgjørelse, hvorvidt man vilde, at de i Mødet gjorte Bemærkninger og Forslag samt Lærersamlingens derover afgivne Formening strax skulde

tages til Protokols, eftersom de fremkom, eller om man, for at give Besvarelsen en bedre Orden og Form, maatte finde det hensigtsmæssigt at lade de fattede Beslutninger foreløbig nedtegne af Sekretæren og derpaa tilsidst, naar Sagen var uddebateret, tage de forskjellige Beslutninger til Protokols og redigere dem i deres endelige Form. Det sidste Alternativ blev eenstemmig vedtaget.

Da Klokken var 81 sluttedes Mødet.

Møde den 15de Februar 1858.

Aar 1858 den 15de Februar (Fastelavnsmandag) Kl. 9 Formiddag var efter Aftale samtlige Skolens fungerende Lærere forsamlede, med Undtagelse af Adj. Thaasen. Denne havde i Skrivelse af 15de Februar meldt Sygdomsforfald samt fremsendt skriftlig Redaktion af nogle af ham under Forhandlingerne fremsatte og af Lærerforsamlingen vedtagne Forslag, hvorhos han havde forbeholdt sig senere at indsende sin særsfildte Erklæring. I den sygmeldte Adj. Brochs Sted mødte dennes Vikarius Stud. philol. Daae.

I dette Møde vedtoges folgende Bemærkninger til det af Kirkedepartementet fremsendte Aftryk af Commissionens Efrivelse til samme Departement af 21de December f. A., hvilke Bemærkninger blive at fremsende som Lærerforsamlingens Erklæring i Sagen.

1. Til Side 2 No. 2. Efter Forslag af Adj. Thaasen vedtoges mod 2 Stemmer, Overlærer Daa og Adj. Magnus, at efter Ordet „erhvervet" indsættes følgende: „Kjendskab til den danske og norske Skjønliteratur ved Læsning af et udvalg af de vigtigste Forfatteres Arbeider, forbundet med en fort Udsigt over Skjønliteraturens Historie", istedetfor det af Commissionen der foreslaaede.

Som Grund for Forandringen vedtoges: "For at begrændse Fordringerne og i det hele bestemtere at antyde, at Literaturhistorien i Skolen i Forhold til Læsning af Literaturen selv bør indtage en ganske underordnet Stilling."

Overlærer Daa og Adjunkt Magnus stemte imod dette