og fit Fædrelands Forhold til hinanden i sin ellers anbefalede Lærebog, kan jeg ikke erfjende, at han har været for lidet par tisk. Han har behandlet Norges Beskrivelse paa 38 Sider og Frankrigs paa 7. Naar der nu alligevel af Commissionen fordres, at den geografiske Undervisning skal indrømme det lille Norge mere Plads end fem Gange det mægtige Frankrige, synes det ikke at være taget i Betragtning, at Geografi for en stor Deel er en Videnskab om Størrelser, og at naar Størrelser iffe nogenlunde opstilles i Forhold til hinanden, ophøre de at være Størrelser og at meddele sande Forestillinger for Betragteren. Naar man seer alle de Tal, Platou angiver i sin Norges Beskrivelse af Udførsel, Indførsel, Fjeldhøider m. m., er det vistnok ogsaa meget vanskeligt at tænke sig en Udvidelse, som kunde bestaa med et harmonisk Værk. Det samme Hensyn gjælder ogsaa om Fordringen til Europas fysiske Geografi, dog saaledes, at hertil endnu kommer den Vanskelighed, som det vil være at forklare Europas Naturforholde uden i Sammenhæng med den hele Jordklodes, hvoraf de ere afhængige. Thi nogen isoleret europæisk Natur gives ikke. Fremdeles kan den Omstændighed, at den fysiske Geografi er fremhævet, lettelig lede til den Antagelse, at den statistiske skal end yderligere trænges tilbage. Thi det er en given og unægtelig Sag, at baade hos Platou og hos alle andre nyere Geografer har det fysiske Element af Jordbeskrivelsen i den senere Tid vundet Teræn fra det statistiske. Inden den øverste pædagogiske Autoritet her i Landet fordrer, at dette herefter skal ske i endnu høiere Grad, burde det dog vel først tages i Betragtning, om virkelig Latinskolen med ligesaa megen Frugt formaar at dyrke Fysiken som Statistiken i ensidig Udførlighed. Til Statistiken har Eleven mange Forkundskaber af sin historiske Læsning. Men uden Forberedelse i Naturhistorie og almindelig Fysik, savner Latinskolegutten i den Grad Begyndelsesgrundene til et frugtbart Studium af den fysiske Geografi, at det ikke kan andet end forekomme mig tvivlsomt, om et Forsøg paa at drive det i høiere Grad end af vore Lærebøgers Forfattere er tænkt, vil lede til et godt Resultat.

Den forhen omtalte Umulighed, som det for Eftertiden vil være at benytte Lassens og Platous Lærebøger fremkalder imidlertid endnu en anden Betragtning. Forfattelsen af en Skolebog er erkjendt for at være saa saare vanskelig, at det kuns i ganske sjeldne Tilfælde er muligt at opdrive nogle af de vigtigste Egenskaber, som dertil fordres. Det skal ikke allene være en Mand, udrustet med Kundskab og Fremstillingsevne, men man fordrer ogsaa en Mand med Lærer-Erfaring, og dertil skal han endelig have det Otium, som Værkets store Bidtløftighed udkræver. Thi en Bog, som skrives i mange Aar under en Skolemands daglige Arbeide bliver alt andet end helstøbt og harmonisk. Lassen havde mange af disse Egenskaber, et godt Hoved, gode Kundskaber i et Par af Historiens Grene (den tyske og den nyeste) og endelig hint Otium, der er saa sjeldent. Dersom hans Bog blev tilsidesat for en bedre, som siden var udkommen, var det en menneskelig Lod, som Forlæggere og Forfattere maatte finde sig i. Men en anden Sag er det, dersom tre usammenhængende Bøger sættes istedetfor et ordnet Værk. Da maa man tilstaa, at Fordømmelsen af Lassens Lærebog vil i meget høi Grad afskrække Forfattere og Forlæggere fra et saa uberegneligt og uforudseligt Arbeide som at udgive Lærebøger.

Thi det er ikke min Mening, at enten de nu brugelige eller andre Lærebøger skulle foreviges i Skolerne. Videnskaberne gjøre saa store Fremskridt og Slægtfølgernes Opfatning af historiske Begivenheders Pragmatik undergaar saa overvættes store Forandringer, at i det mindste enhver Slægt behøver sin Historie skreven af en af fine Mænd. Men det skal da virkelig være noget bedre man sætter istedetfor det gamle og udlevede.

Commissionens vigtigste Forslag er upaatvivlelig det sidstanførte, at Karakteren for begge de mathematiske Fag kun skal tælles som een og at Karaktererne for mundtlig Latin og Græsk skulle tælles hver som 14. Til en saadan Forandring i det Bestaaende findes ingen Antydning i den Lov, hvis Udgivelse har foranlediget Commissionens Nedsættelse. Forsaavidt som den vil afskaffe en af de for Latin hidtil givne karakterer,

maa man vel endog erkjende, at den af Commissionen foreflagne Forandring gaar i stik modsat Retning af den i Loven optagne.

Jeg tror dog, at det ikke er fornødent at udhæve, men kuns at paapege de overmaade store moralske Følger, det funde have, hvis Kongen som Chef for Administrationen handlede i en modsat Retning af den, han allerede har godkjendt som Deltager i den lovgivende Myndighed. At derunder den hele Kamp imellem Skolevæsenets Realister og Humanister vilde opblusse til en hidtil ukjendt Høide, vilde maaske være den mindste Mislighed, som deraf kunde afstedkommes.

Jeg tror imidlertid om et saa rigeligen bearbeidet Emne at kunne indskrænke mig til korteligen at antyde min Mening.

Det, som Storthinget i 1857 besluttede om Ordningen af Skolevæsenet, maa for den upartiste Betragter have gjort det klart, at hine tvende Hovedanskuelser ere saaledes rodfæstede og saaledes indgaaede i Nationens Bevidsthed, at det er ganske faafængt at vente, at nogen af dem skal vinde Seier enten formedelst Tiden eller gjennem Overbevisningen eller endnu mindre paa andre mindre anbefalelsesværdige Veie. Den eneste Grundvold, hvorpaa altsaa en varig og sikker Bygning for Fremtiden kan oprettes, er at begge Anskuelser med Liberalitet og Tolerans erkjende hinandens Berettigelse. Man maa gaa ind paa den nyere Tids Fordring, at Dannelse kan opnaaes paa flere Veie og at da Kundskabernes Masse er for stor til at noget Menneske kan omfatte mere end en ringe Deel deraf, maa ingen enkelt længere fremstilles i den gamle absolutte uundværlighed. Ifølge denne Grundsætning vil det være muligt at optage en Mængde Discipliner som tilladte Examens-Fag ved Artium og at ordne dem i to eller flere Serier eller Kursus af nødvendigen sammenhørende, for at erholde en Students Rettigheder. Heraf følger det da, at Staten paa den ene Side kan indrømme Tilladelse til at lade sig prøve i Latinsk Stiil eller Græsk Stiil, men ogsaa til at lade Mathematik og Historie beholde den samme eller større Betydning

og udstrækning som hidtil, hvortil endnu kunne føies flere ny Sprog eller andre Discipliner som frivillige Fag.

Men saalænge endnu de modsatte Overbeviisninger ikke ere modnede til et saadant Striden virkelig opløsende Forlig, maa den Grundsætning, der saa ofte fremstilles som Klogskabens Sum i borgerlige Anliggender, qvieta non movere, gjælde med end mere Styrke. Den lovgivende Myndighed har besluttet en Forandring i to Punkter af den høiere Undervisning. Lad være, at denne Foranstaltning er ufuldstændig og at den allene kan betragtes som en Overgangs-Forholdsregel. Just derfor bør den benyttes efter sit Indhold til at prøve og forlige Meningerne. Dersom deraf tages Anledning til udenfor Lovens Paapeg, at omforme Undervisningen i det Hele i en vis Retning, kan deraf letteligen følge, at dette Skridt atter bliver omgjort under Indflydelse af en endnu ugunstigere offentlig Stemning.

Min Mening om, at Tvistemaalet angaaende Underviisningens Systemer bør løses ved et Forlig, hvorved de begge erklæres for ligeberettigede, støtter sig ikke allene til en theoretisk Opfattelse, men ogsaa til en allerede oplevet Erfaring. Det under 17de Sept. 1845 udkomne Tillæg m. m. til Universitetsfundatsen gjorde en ganske væsentlig Indskrænkning i Historiens og Filologiens Dyrkelse ved Universitetet til Formon for Naturvidenskaberne. Efter 12 Aars Erfaring har man nu, ved Loven af 28de Sept. 1857, maattet erkjende og gaa ind paa hint Compromis, som indrømmer tvende Slags AndenExamen og altsaa Filologiens og Naturvidenskabernes Ligeberettigelse. Efterat jeg i 1845, vistnok forgjæves, havde anbefalet netop denne Udvei mellem Partierne, drister jeg mig nu til at fremsætte den med hensyn til examen artium. Om ikke Haabet er større for stray at vinde Gehør, har jeg den samme Overbeviisning nu som da, om at denne Ordning vil blive den eneste, som har nogen varig Fremtid.

Ordningen af Forholdet imellem den offentlige SkoleUndervisning og den private Underviisning samt Dimission er ogsaa en Sag af den høieste Vigtighed. Af nogle Antyd

ninger i Commissionens Skrivelse S. 2 og 4 skulde man ledes til at slutte, at den har tænkt sig en Forskjel ved examen artium i det, som af hver enkelt af disse Classer skal udkræves som nødvendigt. Men den udtaler ikke, hvori Forskjellen skulde bestaa. Man tor antage som givet, at der aldrig kan blive indført nogen Adskillelse imellem Skole-Eleverne og Privatister i den Retning, at de Første skulde faa et mindre Pensum at gjøre Rede for. En saadan Plan vilde altfor meget stride baade imod de Synsmaader, som have udtalt sig i Anledning af Forslaget om at afskaffe eller indskrænke den private Dimission og imod den norske Nations Vilkaar i det hele taget. At besøge de offentlige Skoler er nemlig en tilfældig Fordeel for de Børn, hvis Forældre bo i de vedkommende Byer eller have Midler til gjennem lange Aarrækker at underholde dem der. Derimod maa en stor Deel af Nationen i dette vidtløftige Land søge i den private Undervisning den eneste Udvei, hvorved deres Børn kunne banes Adgang til Høiskolen. En yderligere Monopolisering af Studeringerne for Byborgernes Børn kunde vel bevirke, at flere af Naturen lidet slikkede Subjekter sendtes til de offentlige Læreanstalter, men disse formaaede ikke af ubekvem Materie at skabe dygtige Studenter. Derimod vilde Privat-Undervisningens Indskrænkning berøve Staten nogle af de talentfuldeste Embed scandidater, som hidtil f. Er. gjennem Skolelærer-Seminarierne have ved Anvendelse af større personlig Flid og Dygtighed bødet paa den vanskeligere Adgang til Kundskab, som fulgte af deres Opholdsted og deres ringe Formues Vilkaar. Men det er netop saadanne Mænd, som ofte have udviklet den høieste Kraft og siden i Livet lagt for Dagen den største Duelighed i Videnskaben og i Statstjenesten.

Christiania den 15de Febr. 1858.