Sidebilder
PDF
ePub

fun for en ringe Del være fjernet. Efter vor Mening ligger Feilen deri, at de overordentlige Fremskridt, som ere gjorte i Sprogenes videnskabelige Behandling, have givet Anledning til at bringe ikke alene Videnskabens Resultater, men hele dens strænge Form ind i Skolen, ja lige ned til de laveste Classer, hvoraf Folgen har været en pinlig Anstrængelse af Elevernes Kræfter uden noget tilsvarende udbytte for deres Udvikling. Jo tidligere disse Misgreb begynde, desto større Skade volde de; men selv i Skolernes øverste Classe er det kun de meget begavede Disciple, som ere istand til at tilegne sig Sprogene paa en saa stræng videnskabelig Maade. Seer man hen til de Lærebøger, som i den senere Tid ere bragte i Anvendelse, da vil man sikkert erkjende, at de ikke ere, hvad de udgive sig for, skrevne for Børn og unge Mennesker, som igjennem Sprogundervisningen skulle udvikles, men for modne Mænd, der ønske at bringe det allerede fuldstændigt tilegnede Sprogstof til klar Bevidsthed. For Skolediscipelen ere allerede saadanne Smaating som en uvant Terminologi, der desuden er forskjellig i de forskjellige Grammatiker, en stor Vanskelighed at finde sig tilrette i. Vi haabe, at disse Antydninger ville være tilstrækkelige for alle Kyndige til at vise vor Mening, den vi have haft fun altfor megen Anledning til ved Erfaring at finde begrundet; thi, for blot at nævne et Bevis, de norske Udarbeidelser og Oversættelserne fra Latin forekomme os snarere at være blevne slettere end bedre, sammenlignede med, hvad tidligere Elever have præsteret, saa at deraf ikke kan sluttes til, at Grammatikens strængt videnskabelige Behandling i Skolen har befordret Modenheden i samme Grad, som den har forøget Elevernes Arbeide.

Commissionen, som har tænkt sig cursorisk Læsning ved Siden af det foreskrevne Pensum, synes dermed at have udtalt sin Enighed med os. Men, hvis Noget i denne Retning med Sikkerhed skal opnaacs, bør der arbeides for Indførelsen af andre og hensigtsmæssigere grammatiske Lærebøger, affattede hinanden indbyrdes saa lige, som det efter

de forskjellige Sprogs Beskaffenhed paa nogen Maade er muligt. Vi ere ikke uopmærksomme paa, hvor vanskeligt dette vil være, men vanskeligt er ikke umuligt, og Sagen forekommer os saa vigtig, at den i det mindste burde forsøges. Vil det maaske vare længe, inden en saadan Samling af passende Skolebøger kunde blive udarbeidet, saa burde dog iffe Valget mellem dem, som haves, være aldeles frit, men bestemmes af dertil udseede sagkyndige Mænd.

8.

Dm Oprettelsen

af en egen Universitetsmenighed.

(Fortsættes.)

Det Kgl. Kirke Departements Skrivelse til Collegiet, dateret 17de Detbr. 1857.

Jblandt Foranstaltninger, der have været bragt paa Bane med Hensyn til den fremtidige Ordning af de geist= lige Forholde i Christiania er ogsaa Spørgsmaalet om Ansættelse af en egen Præst hovedsagelig for Universitetets Personale og Studerende, en Foranstaltning, som ogsaa er sat i Forbindelse med det ved Universitetet virkende praktisktheologiske Seminarium, for hvilket man har fremhævet det som et Savn, at det ikke har sin egen Kirke, hvori der kunde gives Alumnerne Anledning til Svelse i Prædiken under Veiledning af en af Seminariets Lærere, der er tænkt ansat som Præst ved Kirken.

bør dannes

Med Hensyn til det saaledes berørte Spørgsmaal skulde Departementet bede sig meddeelt Collegiets Erklæring, idet man specielt skulde henstille til Samme at yttre sig om, hvorvidt det antages, at der i Tilfælde en til en saadan Universitetskirke hørende særskilt Menighed, der ganske udløses fra sin Forbindelse med de Menigheder, hvorunder Vedkommende ellers vilde komme til at høre, eller om Sogneforholdet formenes at burde lades uberørt af en saadan Foranstaltning. Bemeldte Erklæring ønsker Departementet sig snarest muligt meddeelt, for at det kan fomme under Overveielse, hvorvidt der med Hensyn til den omhandlede Plan bør blive at tage noget Forbehold ved den

nu forestaaende Omregulering af Christiania By i geistlig Henseende. Departementet lader følge en fra Bestyrelsen for det praktisk-theologiske Seminarium modtagen Forestilling af 22de December 1854, hvori ovennævnte Plan er berørt.

b. Forestilling fra Bestyrelsen for det praktist-theologiske Seminarium til det Kgl. Kirke-Depart ‹mnt, dateret 22de Decbr. 1854.

(Underskrevet af: Z. L. Arup. C. P. Caspari. Dietrichson. Gisle Johnson. R. Tonder Nissen. A. Grimelund.)

Bestyrelsen af det praktisk-theologiske Seminarium er ved flere Leiligheder gjort opmærksom paa det for alle Bedkommende særdeles Uheldige i, at vort Seminarium ikke i Lighed med saadanne Anstalter paa andre Steder har nogen Kirke til sin Afbenyttelse. Som praktisk Dannelsesanstalt for vordende Geistlige maa det altid blive en af Seminariets Hovedopgaver at veilede og ove Alumnerne i at udarbeide Prædikener og holde dem. Men en akademisk Høresal er ikke det rette Sted for Prædikenen; den vil ikke kunne trives her, eller rettere den vil ikke kunne blive til Brædiken. Kan den prædikende Kandidat ikke have et andet Auditorium for Die end Læreren i Homiletik og nogle faa Medstuderende, i hvilke han mere seer en Samling af Kritikere end Tilhørere, der komme sammen, for at hente Opbyggelse, da er det vist heller ikke at vente, at han skal producere nogen Prædiken med Magt til at opbygge; thi han vil hverken have den fornødne Impuls under Udarbeidelsen, ei heller komme i den rette Stemning under Afholdelsen; hans Tale vil være uden Prædikenens Liv og høiere Beaandelse. Det tør vel endog være et Spørgsmaal, om ikke Kandidaten i Realiteten taber Mere, end han i formel Uddannelse kan vinde ved Øvelserne paa den Maade. Man har vel forsøgt at hæve denne Mislighed ved at stille Brædikenens Afholdelse for en kirkesøgende Forsamling i Udsigt for Kandidaten og ogsaa ladet ham holde sin Prædiken i en Kirke, naar den dertil fandtes skikket. Men dels

er Byens Kirker ikke altid at faae, naar det kan være øn= skeligt, deels staae de Kirker, hvorom her alene kan være Tale, sjelden aabne for Seminariets Alumner udenfor den almindelige Sondagsgudstjeneste, navnlig Høimessen. Men netop Hoimessegudstjenesten burde ikke være nogen Leilighed for Begynderes Ovelse i at prædike. Baade er den i og for sig noget altfor høit til passende at kunne benyttes hertil, og det kan heller ikke skee uden at vække de Kirkesøgendes Utilfredshed. Disse have, naar de komme sammen til deres faste Søndagsgudstjeneste, baade Krav paa og Forventning om at faae noget Mere, end den unge, uøvede og lidet erfarne Kandidat i Almindelighed kan præstere, og de have Grund til Misfornøielse, naar dette Krav bliver nopfyldt den ene Søndag efter den anden. Den prædikende Kandidat paa sin Side føler sig ikke vel paa en Andens Plads, som han maa sige sig selv, at han ikke udfylder; han bliver beængstet og kan ikke tale med den ønskelige Vidnefrimodighed ligeoverfor den ofte talrige og forventningsfuldt lyttende Forsamling, og hans Foredrag bliver stammende og neppe hørligt, eller utilbørligt ilende, mat og monotont. Saaledes bliver Prædikenen hverken til Gavn eller Glæde for nogen af Parterne, for den prædikende Kandidat ligesaa lidt som for Tilhørerne, og det er ei at undres over, at ikke sjelden netop særdeles dygtige Kandidater have saa store Betænkeligheder ved at prædike i Kirken om Sondagene, at de ligefrem undslaa sig derfor. Ikke mindre Grund til Misfornøielse med at Sondagsgudstjenesten gjøres til en Stole for Begyndere, have de, der skulle være tilstede som Lærere eller Censorer. Ogsaa disse kunne dog med Billighed forlange at beholde Søndagen til fin Opbyggelse i Lighed og Samfund med andre Christne; men at denne Ret bliver dem i høi Grad beskaaret, naar de Sondag efter Sondag skulle møde i Kirken for at kriticere og censurere Prædikenen, er vel ubestrideligt. I denne Henseende er Dimisprædikenernes Afholdelse i den almindelige Gudstjeneste om muligt endnu misligere end Øvelsesprædikenernes, især efterat

den praktisk-theologiske Examen har samlet dem paa visse Tider, paa hvilke de nu kunne indtræffe Søndag efter Søndag hele Maaneder igjennem.

Bestyrelsen, som maa være enig i, at det paaklagede Forhold er ikke mindre lammende for Seminariets Virksomhed end trykkende for alle Vedkommende, har herved fundet sig opfordret til at tage under Overveielse, hvad der for Tiden maatte kunne gjøres til Fremme af en bedre Tingenes Orden. Bestyrelsen er under disse Overveielser gjort opmærksom paa, at Meget vilde være vundet, om Seminariet blot funde erholde en af Hovedstadens mindre Sognekirker til Afbenyttelse paa en bestemt Dag i Ugen. Dersom man hertil valgte en Dag, paa hvilken der ellers ikke holdes Gudstjeneste, og henlagde paa denne Dag baade Dimisprædikener og Øvelsesprædikener, samt lod den ledsages med Kirkesang, saa vilde en stor Deel af Aaret komme til regelmæssig hver Uge at faae en saadan mindre Ugegudstjeneste, som maaske just ikke vilde trække Mange til sig, men som dog vel, naar den hver Gang bekjendtgjordes iforveien, turde samle end eel Andre end Seminariets Alumner i Kirken. Og just en saadan mindre gudstjenstlig Forsamling maa man helst ønske den begyndende Prædikant; her i den mindre Kreds, hvor han ikke har saa mange Forventninger og saa store Fordringer at opfylde, hvor ikke saa mange Dine hvile paa ham, og hvor hans uøvede Rost lettere vil kunne trænge frem til alle Tilhørere, her vil ogsaa hans Forlegenhed og ængstelighed være mindre og hans Frimodighed større, saa meget mere, som han her ikke befinder sig paa en Andens Plads, men netop paa den for ham ligefrem bestemte.

Hvorvel nu denne Plan ikke lover alle de Fordele, som formeentlig vilde flyde af en engere Forbindelse mellem Seminariet og en egen Kirke og Menighed, ved hvilken en af Seminariets Lærere var Præst, og hvorvel den ogsaa kan have sine Vanskeligheder i Udførelsen, saa maa den dog ansees for saa lovende, at den udentvivl fortjener at forsø

« ForrigeFortsett »