Sidebilder
PDF
ePub

ges og Bestyrelsen skal derfor herved tillade sig at forelægge den for det høie Departement. Da Planen imidlertid ikke vil kunne sættes iværk uden efter nærmere Overcenskomst med den Kirkes Vedkommende, for hvilken man maatte bestemme sig, og sandsynligviis heller ikke uden Udgift for Seminariet, saa skal Bestyrelsen for det Første indskrænke sig til at foreslaae: at det maa tillades det praktisk-theologiske Seminarium til Afholdelse af Svelses- og Dimisprædikener at benytte en af Hovedstadens mindre Sognekirker, navnlig enten Garnisons- eller Oslo Kirke, paa en bestemt Dag i Ugen efter Overeenskomst med vedkommende Kirkebetjente og med Forbehold af Kirkedepartementets Approbation paa de nærmere Betingelser.

Det akademiske Collegiums Skrivelse til det Kgl. Kirke-
Departement, dateret 26de November 1857.

(Underskrevet af: H. A. Holmboe. C. P. Caspari. C. Platou. Holst. 3. Welhaven. Blytt.)

Det ærede Departement har i Skrivelse af 17de October d. A. afæsket Collegium academicum en Erklæring angaaende Spørgsmaalet om Ansættelse af en egen Præst, hovedsagelig for Universitetets Personale og Studerende, ved en egen for dem bestemt Kirke, og derhos specielt henstillet til Collegiet at yttre sig om, hvorvidt det antager, at der bør dannes en til en saadan Universitetskirke hørende særskilt Menighed, der ganske udløses fra sin Forbindelse med de Menigheder, hvorunder Vedkommende ellers vilde komme til at høre, eller om Sogneforholdet formenes at burde lades uberørt af en saadan Foranstaltning.

I Anledning heraf tillader Collegiet sig at afgive følgende Erklæring:

Collegiet maa allerede holde Dannelsen af en Menighed, der blot eller dog hovedsagelig blot bestaaer af eet Element, af een Klasse af Mennesker med væsentlig samme Dannelse og eensartede Livsvilkaar, i og for sig selv for et til en christelig Menigheds Idee mindre svarende Foretagende; thi efter Collegiets Formening hører det

til en ret og fuldkommen christelig Menighed, at den er sammensat af en Mangfoldighed af borgerlig og intellectuel ueensartede og kun ved fælles Tro og Kjærlighed til en Genbed forbundne Elementer. Men endnu mindre turde Dannelsen af en Menighed, hvis eneste eller dog hovedsageligte Element Universitetets Personale og Studerende ere, være tilraadelig og gjørlig. Universitetslærere og Studerende høre til den Klasse af Menighedslemmer, hos hvem Præsten for Tiden i Almindelighed har saare liden Anledning til speciel Sjælesorg, saaat en Hovedbestanddeel af den præstelige Virksomhed hos den ved Universitetsmenigheden ansatte Præst næsten ganske vilde bortfalde. Lægger man nu til, at de to nævnte Bestanddele af Universitetsmenigheden, ogsaa hvad Besøget af Gudstjenesten angaaer, ere mindst filbøjelige til at binde sig til en vis bestemt Præst, saa kunde det let hænde, at Universitetspræsten baade med Hensyn til Sjælesorg og Forkyndelse af Ordet kom til at være næsten aldeles uden Universitetsmenighed. Endvidere er det neppe at vente og aldeles ikke at fordre, at Universitetslærere og den Deel af de Studerende, der har Forældre og Familie her i Byen, skulde rive sig ud af den Menighedsforbindelse, hvori de nu staae, for at slutte sig sammen til en Universitetsmenighed. Men Universitetslærerne og denne Deel af de Studerende ere dog nu de Eneste, der ere skikkede til at danne den Basis og faste Kjærne, hvortil Universitetsmenigheden vilde trænge, idet de øvrige Studerendes Ophold ved Universitetet er for temporairt og afbrudt til at de paa nogen Maade ́skulde kunne udgjøre den. De Exempler paa Universitetsmenigheder, som Udlandet frembyder, ere for størstedelen Levninger fra ældre Tider, hvori Universiteterne vare mere selvstændige Korporationer end de nu ere og Korporationer, der omfattede en betydelig større Mangfoldighed af Elementer end vore nuværende. Derhos ere de udenlandske Universitetsmenigheder ingen rette og fuldkomne Menigheder, idet de næsten aldeles mangle Sjælesorg og alle ministerielle Forretninger, undtagen en temmelig sjelden Altergang.

Hvorledes en virkelig Universitetsmenighed, der fortje ner dette Navn, skulde kunne dannes uden at Universitetslærerne og den ovenberørte Deel af de Studerende udløses fra sin Forbindelse med de Menigheder, hvorunder de for Tiden høre, formaaer Collegiet ikke at indsee.

d. Skrivelse fra Bestyrelsen for det praktisk-theologiske Seminarium til det Kongl. Kirke-Departement, dateret 9 Novbr. 1857.

(Underskrevet af: J. 2. Arup. C. P. Caspari. Dietrichson. Gisle Johnson. R. Tender Nissen.)

For at opfylde det Kongelige Departements Forlangende i Skrivelse af 17de f. M. skulde man herved tillade sig ærbødigst at meddele saavel hvad der fra Seminaries Side er foretaget for at afhjælpe Savnet af egen Kirke, som hvað yderligere Bemærkninger denne Sag foranlediger Bestyrelsen til at fremsætte.

Efter at det ved Kongl. Refol. af 13 Mai 1855 var tilladt, at en af de mindre Sognefirker under Christiania Stiftsprovstie maatte afbenyttes af Seminariet, paabegyndtes i December samme Aar Ottesang i Oslo Kirke, hvormed der fortsattes i det første Semester af 1856. Ved den homiletiske Lærers Forflyttelse standsedes dermed, hvorimod Læreren i Katechetik enten lod Kandidaterne optræde istedetfor sig ved den almindelige Gudstjeneste eller fik Tugthuuskirken overladt paa en enkelt Virkedag til der at lade dem holde en Ovelses-Prædiken. Fra indeværende Semesters Begyndelse har den nuværende Lærer i Homiletik holdt en regelmæssig Gudstjeneste Sondag Eftermiddag i Oslo Kirke, hvorved han forretter Altertjenesten og enten en af Kandidaterne eller han selv Prædikenen. Savnet af Øvelsessted for Kandidaterne er saaledes afhjulpet paa, som det synes Bestyrelsen, den under nærværende Forholde bedst mulige Maade.

Naar Bestyrelsen ikke destomindre og uagtet denne Maade vel altid tør paaregnes at kunne staa Semenariet aaben, fremdeles maa holde fast ved sin i Skrivelse af 24de

Decbr. 1854 fremførte Mening, at Seminariets Virksomhed vilde fremmes, naar det traadte i en engere Forbindelse med en egen Kirke og Menighed, skal den tillade sig her, nærmere at yttre sig derover.

Seer nian hen til Seminariets Studerende, da vil det ogsaa for dem være af Betydning, at de optræde i en Kirke, som Seminariet falder sin egen, hvor de altsaa vide sig be rettigede til at fremtræde, og hvor der dog er eet, om end lidet, Baand mellem dem og Tilhørerne, eller rettere mellem dem og Kirken; det vil upaatvivlelig pære heldigere for dem at prædike der end i andre Kirker, hvor de staae som ganske Fremmede og hvor Talen derfor bliver mere en Gjæsteprædiken end nogen egentlig Menighedstale.

Med Hensyn til Lærerne i Homiletik og Pastoraltheolo gie eller til den Maade, hvorpaa disse Videnskaber ene kunne ventes fyldestgjørende at foredrages, synes dog Bestyrelsen under Betragtningen af denne Sag at være et endnu vigtigere Moment. For at Læreren under Veiledningen i disse Bidenskaber, der dog efter fit Væsen er og altid hovedsagelig bør være praktisk, kan have det rette fornødne Holdpunkt, forat han kan tale som den, der selv er med og praktisk eller i Gjerninger kan fremstille hvad han i sine Foredrag theoretisk gjør gjældende, bør han ikke som nu, blot til enkelte Tider, naar Anledningen frembyder sig, men jævnlig og i Regelen selv prædike. Det maa endog være en Nødvendighed for ham selv, for at hans Veiledning ikke skal savne den fulde Sandhed og Inderlighed. Da han under nærværende Forholde ikkun sjelden prædiker, bliver han ligesom staaende udenfor, og bliver meer og meer fremmed for de Regler, han dog ikke blot skal anvise, men ogsaa meddele med et saadant Liv og saadan Fylde, som ene Selvbenyttelse giver. Dette kan ikke blive muligt med mindre Seminariet faaer sin egen Kirke, hvor det efter Bestyrelsens Formening burde gjøres Lærerne til Pligt i Regelen selv at prædike, medens Kandidaternes Prøve og Øvelses-Prædikener forlægges til en anden Tjeneste paa Dagen.

Men ikke alene Kirke, ogsaa Menighed maa Bestyrelsen af samme Hensyn tilraade sættes i Forbindelse med Seminariet. Hiin Lærer har nemlig den saare vanskelige Opgave, at give Veiledning i Pastoraltheologie, det vil da hovedsagelig sige i den specielle Sjælesorg. Nu er Bestyrelsen vistnok ikke ubekjendt med, at der ogsaa for samme gives Theorier, ligesom at derover ogsaa kan holdes dertil svarende Foredrag, men at det her saa ret egentlig kommer an paa Praxis, og at det er Fremstillingen af denne, som alene kan stifte sand Nytte for Alumnerne, ligger i Tingenes Natur. Har nu Læreren selv ingen Praxis og ingen Anledning til jævnlig, ja daglig selv at øve denne Sjælesorg, men i sin Veiledning altsaa blot er henvist til den under tidligere Embedsforhold samlede Skat af Erfaring samt til hvad Bøger kunne yde ham, da er det formeentlig indlysende, at hans Veiledning snart vil komme til at mangle det Liv, som især denne kræver. Det gaaer vistnok kun sjelden an for ham at medtage en af Kandidaterne for at lade denne være Vidne til den in casu ydede Sjælesorg; men, naar han lever i en Menighed, vil det daglige Liv føre saamange særegne Tilfælde med sig, at han i dem vil finde passende Stof til at kunne give Alumnerne praktiske Vink om denne saa vigtige og i vor Tid saa stærkt paakrævede Virksomhed.

Ogsaa for den ́katechetiske Veiledning vil den her omhandlede Forandring være gavnlig. Nu_maa_man til Øvelserne og til Prøverne laane en Deel Born, som oftest af Waisenhusets, men disse ere ofte deels slet ikke, deels ikkun med stor Vanskelighed at erholde; da Kandidaterne den øvrige Tid Intet har eller kan have med disse Børn at gjøre, gjælder om denne Prøve det Samme som om Prædikenen i fremmed Kirke; den unge Katechet føler, at han ikke staaer i noget Forhold til dem, og de blive ham derfor ligegyldige; han mangler den saa vigtige indre Spore til med Iver og Kjærlighed at behandle dem; det bliver blot en Prøve - uden Katechisationens Gemytlighed og Varme.

Af alle disse Grunde maa saaledes Bestyrelsen fremde

« ForrigeFortsett »