les udhæve det som saare ønskeligt, ja for at Seminariet skal kunne fyldestgjøre Fordringerne er det nødvendigt, at det træder i engere Forbindelse med en særegen Kirke og Menighed. Dog maa man herved tillige bemærke, at det følger af de Forretningers Natur, som ere tillagte Læreren i Homiletik, Liturgik og Pastoraltheologie, at en saadan Menighed blot maatte være liden, da han ellers vanskelig vil kunne opfylde hvad der paaligger ham som Lærer; ligesom Bestyrelsen ikke undlader at tilføie, at den nærværende Lærer i de nævnte Videnskaber har erklæret, at det idetmindste ikke før efter 1 eller maaskee 2 Aars Forløb for ham vilde være muligt at overtage nogen regelmæssig præstelig Virksomhed ved Siden af den anstrængende videnskabelige, som han nu har.

Bestyrelsen skal nu tillade sig at gaae over til at behandle det foreliggende Spørgsmaal angaaende Ansættelse af en Universitets Præst samt Dannelse af en særegen Universitets Kirke med tilhørende Menighed.

Gjaldt det blot at faae en Kirke, som Seminariet kunde kalde sin egen, da gjorde det jo i og for fig Intet til Sagen, hvor eller med hvilke Forbindelser denne anlægges, og da Seminariet jo allerede staaer i et Slags Forbindelse med Universitetet synes den Antydede at maatte gives Fortrinnet. Men efter hvad man har tilladt sig at oplyse i Ovenstaaende, lægger Bestyrelsen vel saamegen Vægt paa, at der til Kirken knyttes ikke blot Tilhørere men en virkelig Menighed. Men at Universitetets Personale og Studerende skulle tænkes at kunne komme til at udgjøre nogen saadan afsluttet Menighed, forekommer derimod Bestyrelsen af flere Grunde tvivlsomt.

At vælge den borgerlige eller Embedsstillingen, og denne lesrevet fra saavel locale som andre Forbindelser, til Grundlag for en Menigheds Stiftelse, er formeentlig ukjendt her tillands med den eneste Undtagelse, som Garnisonsmenigheden her danner, og fortjener efter Bestyrelsens Mening ikke videre at udstrækkes. Hvad Lærerne ved Universitetet angaaer, da høre de allerede til og have formeentlig næsten alle stiftet

Familieforbindelser, som knytte dem til de andre Menigheder, hvorfra man mod deres Villie iffe fan rive dem ud. Af dem vilde man saaledes ikkun kunne paaregne en saare liden Deel. Hvad de Studerende angaaer, da grælder det Samme om dem af disse, der have Forældre eller Familie her i Byen, og disse ere de eneste, man kan ansee som stationære her; det vilde saaledes ikke uden at vække Manges grundede Misfornøielse gaae an at indføre dem i denne særegne Menighed. De andre Studerende opholde sig her, som bekjendt i Regelen kun saalænge Forelæsningerne vare; de føre et altfor ambulatoriskt Liv til, at der kan udvikle sig noget Menigheds Forhold mellem dem og vedkommende Præst, eller til at de skulde kunne ansees skikkede til at danne en Menigheds faste Stok. Kommer nu hertil, at en Menighed af hovedsagelig blot een Classe Mennesker, der væsentlig har samme Dannelse og eensartede Livsvilkaar, er en Uting, og at den Classe af Menighedslemmer til hvilken Universitetets Personale og Studerende henhøre, er den, hos hvem Præsten har mindst Anledning til at øve nogen speciel Sjælesorg, idetmindste under nærværende Forholde i Almindelighed, saa forekommer det Bestyrelsen, at Menigheden vil komme til at existere meer af Navn end i Virkelighed, og at den for Seminariet iffe fan yde det Gode, som man her maa ansee for det Væsentligste.

Bestyrelsen troer ikke at burde tilbageholde sin Formening, der tilsigter en fra den antydede noget forskjellig Maade at ordne Sagen paa. Den har nemlig tænkt sig, at en Kirke blev anlagt, som man gjerne kunde kalde Universitetets om ikke af anden Grund, end at den ved Seminariet ansatte Lærer var dens Præst og at de Studerende, der ere Seminariets Elever, der skulde have Ret til at anstille sine Ovelser og Prøver, men hvortil man jo ogsaa kunde lade det staae Alle til Universitetet Henhørende frit, om de vilde, at slutte sig i et frivilligt Menighedsforhold. Men Bestyrelsen maa fornemmelig udhæve, at en anden liden bestemt. Menighed bliver føiet dertil.

Da imidlertid de Fleste af Bestyrelsens Medlemmer savne det fornødne Kjendskab til Menighedsforholdene i Christiania By, og især naar denne efter den i Aar emanerede Lov vorder udvidet, drifter den sig vistnok ikke til at fremkomme med noget endeligt Forslag i den Henseende, men skal dog tillade sig at anføre hvad der under dens Overveielse' af denne Sag har været bragt paa Bane. Tænker man sig f. Ex. at den paatænkte Kirke ved Ruseløkken blev opbygget, og at Seminariets Lærer blev dens Præst, samt at den nærmestboende Deel af Bymenigheden, nemlig den i Pipervigen og Holmen, blev lagt dertil foruden de, som ønskede det af Universitetets Personale, troer Bestyrelsen, at alle Parter dermed maatte funne blive tilfredse. En Deel af Byens Menighed, der antages for fattig til at kunne lønne særegen Præst, fik en saadan, og denne vilde i denne formeentlig ikke store Menig hed have en passende Virkekreds for sig, hvorved hiint Savn ved Seminariet vilde vilde være afhjulpet.

For det Tilfælde, at dette muligens af andre Grunde iffe lod sig arrangere, har Bestyrelsen tænkt paa Oslo Menighed, som, naar den ikke udstraktes for vidt, maaskee kunde være mere passende. Skulde heller ikke dette findes antageligt, da vilde de væsentligste Fordringer, som Bestyrelsen har troet at maatte opstille for den heromhandlede præstelige Virksomhed, ogsaa kunne opfyldes derved, at hiin Lærer erholdt Ansættelse som residerende Capellan ved en af de mindre Menigheder, hvori Byen tænkes deelt.

Bestyrelsen troer faaledes, at maatte anbefale, at fornodent Forbehold tages ved den forestaaende Omregulering af Christiania By i geistlig Henseende, for at enten hine paapegede Dele kunne tillægges en Kirke for Seminariet eller at præstelig Virksomhed paa anden Maade kan blive Læreren i Homiletik o. s. v. til Deel..

Betænkning angående udgivelsen af gamle norske love og domme, dateret 23 januar 1859.

(Af Universitetsstipendiat cand. juris Fr. Brandt).

Til det juridiske fakultet.

Det ærede fakultet har meddelt mig, at det akter at fremsætte forslag om, at den påbegyndte udgave af Norges gamle love fortsættes efter 1387, og har opfordret mig, som universitetets stipendiat i retshistorie, til at indgive en motiveret betænkning i sådant øjemed. Idet jeg nu, tilfølge heraf, skal give mig den ære at udvikle, hvorledes dette viktige anliggende efter mine tanker hensiktsmæssigst og billigst vilde kunne ordnes, tror jeg foreløbig, med hensyn til sagens historie og stilling for øjeblikket, at burde bemærke følgende:

At en udgave af „Norges gamle love" må omfatte det hele tidsrum fra vore ældste skriftlige lovmindesmærker indtil vore nu brugelige lovsamlinger begynder, altså indtil 1660 eller måske rettere til 1687, synes både at følge af sagens natur, og har, såvidt vides, altid været forudsat under de forhandlinger, som ligger til grund for den ved offentlig foranstaltning påbegyndte udgivelse af det ældste tidsrums love. I professor Lundhs oprindelige motion om denne sag var vistnok denne side ikke udtrykkelig fremhævet, men allerede i de derefter af collegium academicum og den af samme nedsatte komité afgivne betænkninger gåes der ud fra, at den i sin tid fattede beslutning om udgivelse af Norges gamle love omfattede lovgivningen for det hele tidsrum indtil 1687, idet man dog, dels af hensyn til utilstrækkeligheden af de dengang bevilgede pengemidler, og dels af den grund, at der til udgivelsen af det sednere tidsrums lovgivning antoges at ville behøves et andet personale end til det ældre, fandtes hensiktsmæssikt, „at foretagendet, skjønt omfattende alt, hvad der bør regnes til gamle norske love, med hensyn til udførelsen deles i 2 hovedafdelinger, hvoraf den første formenes at måtte komme til at indeholde alle love og anordninger m. v. fra kong Håkon Adelsteensfostre indtil den unge kong Olafs død år 1387; den anden derimod indbe

fatte alt, hvad der af norske love o.... 8. V. er udgivet fra 1387 til 1687." (Dept. tid. 1832 s. 819). Den samme opfatning er også tiltrådt såvel af kirkedepartementet i dets indstilling af 7 septbr. som i den derefter emanerede kgl. resol. af. 11 oktbr. 1882. Og da siden foretagendet, efter i nogen tid at have været stillet i bero, atter blev optaget, og ved kgl. resol. 27 aug. 1834 befalet påbegyndt, fastholdes det fremdeles, at samlingen i sin helhed må gå til 1687, men deles i 2 afdelinger, hvoraf den første, indtil 1387, „udgives hel og holden, inden der begyndes med samlingen og udgivelsen af de sednere love, til hvilken sidste derhos forskjellig duelighed er anseet fornøden;" (Dept. tid. 1834 s. 667).

Det forekommer mig således klart, at det må ansees som en af alle vedkommmende auktoriteter allerede afgjort sag, at de gamle norske love skal søges udgivne ved offentlig foranstaltning lige til 1687, og at den i 1849 for teksternes vedkommende tilendebrakte udgave af lovgivningen fra de ældste tider indtil 1387 ikke skal betraktes som den færdige udførelse af det af stortinget i 1830 besluttede foretagende, men alene som dettes første afdeling; og at spørgsmålet således nu alene kan være: når og hvorledes dettes fortsættelse og fuldførelse skal foregå. Jej tror, at man i så henseende ligefrem kan gjentage, hvad der i budsjet komitéens kontinuations-indstilling af 4 aug. 1845, post 12 (Stort. forh. 1845, IX. s.. 50), hvilken af stortinget enstemmig blev bifaldt, er anført angående gjenoptagelsen af det i 1840 midlertidigt afbrudte arbejde med de ældre loves udgivelse.

Imidlertid skal jej, med hensyn til, at en således lang tid i forvejen lakt plan for et vidtløftikt arbejde altid under udførelsen kan modtage enkelte modifikationer, tillade mig at bemærke, at der, som allerede ovenfor antydet, muligens kunde opstå spørgsmål om at lade udgaven stanse allerede ved 1660. For dette årstal taler, at den da indtrådte viktige statsforandring i historisk henseende har en langt væ