sentligere betydning end udgivelsen af Kristian d. 5tes lovbog, ligesom også den hele anordning af statsmyndighedens organer fra nu af bliver en anden (se Prov. Ord. 4 novbr. 1660). Hertil kommer det praktiske hensyn, at man, ved at udelade disse 27 år, vilde opnå en ikke uvæsentlig besparelse i omkostningerne, medens lovgivningen for denne tid allerede haves trykt i nogenlunde fuldstændighed, for de i trykken publicerede kongebuds vedkommende i kvart-udgaven af forordningerne og hos Schou, og for de utryktes i Wessel Bergs samling af reskripter m. m. Men på den anden side er det lige så vist, at, ligesom den almindelige historie må sætte sin periode-afdeling ved 1660, således kan retshistorien ikke tage noget andet år end 1687. Dels medførte nemlig enevoldsmaktens og arveregimentets indførelse selv i statsretlig henseende ikke den forandring i Norges stilling, som i Danmarks, da det oldenborgske kongehus, og specielt kong Frederik den 3dje, altid betraktede sig som havende en mere personlig ret til Norge, og desuden landets provinsielle stilling og mangel af et eget nationalt rigsråd medførte, at absolutismens indførelse ikke for det norske folk fremkaldte noget egentlikt tab af tidligere ret til medvirkning på statsstyrelsen. Og med hensyn til den indre lovgivnings tilstand er det vistnok så, at allerede efter suverænitetens indforelse lovgivningen for Danmark og Norge går mere under eet, og at den ved Kristian den 5tes lovbøger tilvejebrakte sammenstøbning af norsk og dansk ret ikke først indførtes ved disse, men allerede længe før, gjennem praksis, ved anvendelsen af de viktigere danske lovkilder, især kirkeordinansen med dens supplementer, Frederik dén 2dens soret, Kristian den 3djes koldingske reces og Kristian den 4des store reces, var forberedt. Men alligevel var det dog først ved Kristian den 5tes lovbøger, at dette forhold i formen blev gjennemført, ligesom der heller ikke fattes eksempler på, at den legislative adskillelse mellem rigerne føltes. Og derhos er der mange ikke uviktige bestemmelser mellem 1660 og 1687, der intetsteds haves trykte, eller som - lige side betraktet formener jej således, at året 1687 fremdeles er at foretrække som endepunkt; men i ethvert fald er dette et spørgsmål, som uden skade kan forblive stående åbent, indtil det har vist sig, hvad der måtte findes af utrykte bestemmelser mellein 1660 og 1687, da udgivelsen meget vel kan påbegyndes, når materialet indtil 1660 er samlet, uden at det på samme vil få nogen forstyrrende indflydelse, om man da beslutter at medtage de følgende 27 år eller ikke. Hvad nu det første spørgsmål angår, hvorvidt fortsættelsen af „Norges gamle love" nu bor påbegyndes, da formener jeg, at der, fra den videnskabelige side betraktet, ikke kan være mere end een mening om, at dette foretagende ikke længer kan udsættes, men bør sættes igang, så snart ske kan, når man tror at kunne råde over de fornødne litterære kræfter. Det er jo nu allerede et decennium, siden den første hovedafdeling, indtil 1387, blev færdig; at det sidste bind af dette værk ikke endnu er udkommet, kan formentlig ej have nogen indflydelse, da dette bind, hvortil desuden, så vidt vides, ingen særskilt pengebevilgning udkræves, alene skal indeholde indledninger, beskrivelse over håndskrifterne og registre, samt faksimilier; medens hele teksten er sluttet i 3dje bind, der udkom i 1849. Og netop fordi man nu besidder et så ypperlikt apparat for den ældre lovgivnings vedkommende, bliver savnet af en brugbar udgave af den følgende tids retskilder dobbelt følelig. Medens man for det ældre tidsrum kan stole på kilderne, og i det mindste altid med sikkerhed kan vide, om der findes udtrykkelig lovhjemmel for en given sætning eller ikke, bliver man, når sporgsmålet angår tidsrummet efter kalmarunionen, idelig ladet i stikken, og ofte nødt til at gjøre hypoteser og konstruere på egen hånd, hvor kilderne, hvis de var tilgjængelige, vilde have givet sikker besked. Ved retshistoriske undersøgelser er det alligevel så ofte nødvendikt selv at udkonstruere retssætningerne, da den skrevne ret i de tider indtog en aldeles underordnet plads imod den uskrevne, og de enkelte lovbestemmelser sluttede sig som støttende og udfyldende til den i folkebevidstheden hvilende ret, hvilket forhold også ved lovteksternes fortolkning må tages i væsentlig betraktning. Men netop derfor bliver det også af dobbelt viktighed at vide fuldstændig, hvad man har at gå ud fra, eller i det mindste med sikkerhed at kunne vide, at kilderne tier om spørgsmålet. Således som sagen nu står, er det fast umulikt at udføre nogen som helst større retshistorisk undersøgelse med pålitelighed, ikke at tale om, at forfattelsen af retshistoriske lærebøger bliver en umulighed, og retshistorien er dog et fag, der ifølge universitetsfundatsen skal læres og gjøres rede for til juridisk embedseksamen. Selv nytten af den allerede udgivne afdeling af de gamle love går for en stor del tapt, så længe ikke også det følgende er tilgjængelikt, og det må ikke glemmes, at, ligesom interessen for studiet af Norges historie i almindelighed i de sidste decennier er ganske overordentlig tiltaget, således er også erkjendelsen af de gamle retskilders viktighed og uundværlighed nu, efter at man har fået den fortrinlige udgave af lovene til 1387, bleven ganske anderledes levende, end tidligere, da der, udenfor en snæver kreds af videnskabsmænd, vel ikke var mange, som vidste mere af Norges gamle love end navnet. Det går nu ikke længer - an, hvad man tidligere næsten var nødt til at gjøre, at sætte retskilderne så godt som ud af betraktning i det historiske studium; men hvad hjælper det altsammen, så længe den større halvdel af materialet endnu er lige utilgjængelig! Medens det således med sandhed kan siges, at trangen til en god og fuldstændig udgave af den norske lovgivning mellem 1387 og 1687 nu er mange gange større end i 1834, og med hver dag bliver større og større, således er på den anden side vanskelighederne ved et sådant arbejde nu mange gange mindre end da, både på grund af den større lethed, som der nu er for at finde brugbare mænd til at udføre arbejdet, og fornemmelig på grund af, at dette selv i de sednere år er blevet så meget lettere, idet man nu har erhvervet et meget nøjere bekjendtskab til de hovedsamlinger, hvor det meste materiale må søges, nemlig de svenske og danske arkiver, ligesom også en stor mængde af de Norge vedkommende dokumenter, der tidligere var beroende i Danmark, nu er blevne overførte til det norske rigsarkiv. Den viktigste af alle kilderne til den sednere tids lovgivning, de såkaldte tegnelser og registre, bliver nu efterhånden opsendte fra det danske geheimearkiv til rigsarkivet i Kristiania, hvor de bliver afskrevne in extenso, og det samme vil, efter derom af den danske regjering givet løfte, også ske med en anden hovedkilde, de såkaldte dombøger, hvoraf jej desuden allerede er i besiddelse af afskrifter af omtrent 2 tredjedele. At herved en betydelig besparelse både af tid og penge, navnlig rejse-omkostninger, vil opnåes, er en selvfølge. Disse fordele vil imidlertid ikke yderligere forøges, ved at vænte endnu længere, eftersom herved alene vilde opnåes, at den oven nævnte afskrivning her hjemme avancerede noget længere fremad; da dog de afskrifter, som skulde benyttes til at trykke en lovudgave efter, formenes at burde tages, og aftrykket i sin tid korrigeres efter selve originalerne. Det er imidlertid indlysende, at ved afgjørelsen af en sag som nærværende også den økonomiske side må komme væsentlig i betraktning, og jej er naturligvis ingenlunde blind for den omstændighed, at der gjøres mange og store krav på statens understøttelse til videnskabelige formål, ligesom også det sidste års tryk må gjøre det til en betænkelig sag at pådrage staten udgifter, der ikke er uundgåelig nødvendige. Når det imidlertid tages i betraktning, at der her ikke handles om at beslutte noget nyt, men alene om at fortsætte og fuldføre et allerede besluttet foretagende, der forlængst er påbegyndt og halvvejs udført, og hvis allerede færdige del først får sin fulde og rette nytte ved det heles fuldendelse; at der her handles om et foretagende af ganske overordentlig national-videnskabelig betydning, der har - vakt almindelig opmærksomhed, og følges med deltagelse også af udlandets lærde, og endelig at de udgifter, hvorom her er tale, i intet tilfælde vil blive særdeles betydelige, og at man derhos, således som nedenfor nærmere skal vises, vil kunne have det i sin makt, uden afbræk i arbejdets godhed, end yderligere at indskrænke de årlige udgifter til en forholdsvis endog ubetydelig sum, så tror jej, at der heller ikke fra den økonomiske side kan vækkes nogen som helst betænkelighed ved straks at sætte dette arbejde i værk, og jej tvivler ikke på, at den bevilgende myndighed med den samme liberalitet, som den altid har vist, hvor det har gjældt videnskabelige formål, og hvorved er opnået, at Norge har videnskabelige præstationer at opvise, der i ingen henseende står tilbage for selve Englands, også til dette foretagende vil anvise de fornødne midler. Det andet spørgsmål, angående udførelses-måden, deler sig igjen i tvende: hvorledes lovsamlingen bør indret tes? og hvorledes arbejdet med dens udgivelse på bedste og billigste måde skal ordnes? Det første af disse må atter betraktes fra 2 sider: hvad bør samlingen indeholde? og hvorledes bør dette meddeles? Med hensyn til sporgsmålet om samlingens indhold kan jej i det hele henholde mig til den udvikling, som den af collegium academicum i 1831 nedsatte komité har givet (Dept. tid. 1832 s. 81213). Kun skal jej bemærke, at ligesom udgiverne af den første hovedafdeling vistnok med fuld ret har troet ikke slavisk at burde binde sig til alene at optage, hvad der i egentlig forstand hørte til den norske lovgivning, men også har optaget den islandske Hákonarbók og det færoiske Sauðabréf på grund af deres interesse for den norske retshistorie, således må en sådan frihed så meget mere tilstedes for det følgende tidsrum, som det her i mange tilfælde er vanskeligt at afgjøre, om en bestemmelse er given for Norge eller ikke, uden ved at se hen til, om den i virkeligheden er bleven anvendt i den norske retspraksis eller ej. Og under sådanne omstændigheder at udelade Kristian den - |