3djes koldingske reces, Kristian d. 4des lille og de 2 første bøger af hans store reces og lignende viktige love, der vistnok alene er givne for Danmark, men som dog bevisligen jævnlig har været brakt i anvendelse i Norge, og har øvet en stor indflydelse paa den norske rets udvikling, vilde vist nok være en hel utidig rigorisme. Så strengt tog selve lovgiveren i hine tider ikke sagen.

Imidlertid kan den regel, at samlingen bor indeholde ikke alene alle almindelige anordninger, men også de mere specielle lovbud, samt efter omstændighederne også gamle tingsdomme og foranstaltninger af blot administrativt indhold, -i anvendelsen blive gjenstand for en forskjellig opfatning, og jej tror derfor at burde dvæle noget ved dette punkt, så meget mere, som jej her ikke ligefrem kan henvise til udgaven af det ældre tidsrums love, idet jej næmlig tror, at udgiverne af denne har givet regelen en altfor snæver begrænsning.

Derom vil formentlig alle være enige, at en lovsamling bør indeholde, så vidt mulikt fuldstændikt, alt hvad der kan henregnes til lovstof, til kilderne for den positive ret i landet. Retshistorikeren behøver vistnok, lige så vel som den moderne jurist, mange aktstykker, som han ikke kan vænte at finde i en lov samling; men bægge må kunne forlange, at, for så vidt en retsregel hviler på skrev en hjemmel, må denne findes der, for så vidt samlingen ikke er anlakt efter en aldeles udvortes plan, (f. e. de Schou'ske forordninger, der alene indbefatter de ved trykken publicerede lovbud, eller de på Chr. Tønsbergs forlag siden 1851 udgivne samlinger af stortingslove, og lignende). I denne betingelse, at den givne bestemmelse, for at egne sig til optagelse i en lovsamling, må være hjemmel for en positiv retsregel, ligger den eneste mulige begrænsning, når denne skal sættes i indholdets beskaffenhed. Og denne vil vistnok også, i det hele taget, findes tilstrækkelig. Derved udelukkes næmlig for det første bestemmelser, givne af underordnede auktoriteter; ti disse har ikke kompetens til

-

at fastsætte retsregler; for det andet bestallinger, skjøder, gavebreve og deslige specialforføjninger af den højeste statsmyndighed; ti med sådanne har denne ikke til hensikt at etablere retsregler, men når de engang er iværksatte, har de i grunden opfyldt sin bestemmelse; for det tredje udelukkes derved domme; ti også her fastsættes kun, hvad der var ret i et givet, allerede passeret tilfælde; men det siges ikke, at det samme skal gjælde i alle lignende tilfælde for eftertiden. Men ved siden heraf følger det af den samme grundsætning, at ingen af disse udelukkelser kan være undtagelsesfri: Ti omstændighederne kan unææktelig også give bestemmelser af underordnet auktoritet en retsregels betydning; en specialforføjning kan være af sådan viktighed, eller i sine følger så indgribende, at den med fuld ret kan ansees som grundlaget for en retlig tingenes orden; og når en dom giver et præjudikat, og bevislig respekteres som sådant, går den derved ligefrem over i de egentlige retskilders klasse. Derimod, som udgiverne af det ældre tidsrums love har gjort, at holde sig strengt til benævnelsen „Rettebøder, d. e. bestemmelser, siktende til lovgivningens forbedring, fuldstændiggjørelse eller fortolkning," (se gl. L. III. fortalen s. IV.) er efter min formening en grænse, der både er uden tilstrækkelig hjemmel i sagens natur, og derhos, hvad udgiverne selv har erkjendt, umulig at overholde. Ifølge denne regel er således alle traktater o dl. udeladte, skjønt ved disse dog ubestridelig en mængde retsregler fastsattes; og af denne grund har de også udenfor regelen måttet optage overenskomsten mellem Håkon Magnusson den ældre og Islænderne, overenskomsten med Sverige af 1819 og grænsetraktaten med Rusland af 1326. Udeladte er fremdeles: Erik Magnussons anordning af 13 novbr. 1298 om Nidaros domkapittels jurisdiktion over 6 af kommunets daglige tjenere (Dipl. Norv. I. 88), Håkon Magnusson den ældres anordninger af 2 juni 1300, om rang for gejstligheden ved Mariakirken i Oslo (Dipl. Norv. I. 92), af 31 aug. 1314, om kansler-embedets bestandige forening med provstiet

ved Mariakirken (Dipl. Norv. I. 143), af 10 og 30 novbr. 1310, hvorved de fremmede vintersiddere i Bergen befales at yde kirken tiende (Dipl. Norv. II. 104 og 105), Håkon Magnusson den yngres anordning af 7 januar 1350, om tilladelse for hanseaterne i Bergen at kjøbe sine fornødenheder udenfor torvet m. v. (Dipl. Norv. III. 272); skjønt alle disse kongebud efter min mening vilde høre til en lovsamlings indhold. - Pavens lovgivningsmyndighed i rent kirkelige anliggender bestredes jo ikke, og i overensstemmelse hermed også i gl. L. 1ste del optagne Anastasius den fjerdes fundation af Nidaros's erkebiskopsstol af 1154 og legaten Vilhelm af Sabinas anordninger. Men med samme ret burde vistnok også blandt andre pavebuller Innocentius den fjerdes konfirmation af 25 febr. 1253 på bestemmelserne om erkestolen (Dipl. Norv. III. 3), samt Innocentius den fjerdes og Clemens den femtes anordning om de kongelige kapeller, og disses gejtligheds eksemtion af 19 decbr. 1247, 5 febr. 1308 og 13 marts 1311 (Dipl. Norv. I. 43, 113, 115 og 129, jfr. IV. 91 og 92) været optagne. Dipl. Norv. I. 125, Håkon Magnussons anordning af 13 januar 1310, hvorved han ophæver erkebiskoppens jarleværdighed efter Jørunds død, er vistnok en specialforføjning, men af en så indgribende viktighed for den offentlige ret, at den ikke burde savnes' i en lovsamling. Rigsrådets, borgerskabets og almuens stadfæstelse af junker Håkons udnævnelse til konge i Norge af 13 aug. 1343 og 17 juli 1344 (Dipl. Norv. II. 258 og I. 290) forekommer mig at burde været indtagne, lige så vel som forhandlingerne i anledning af faderens antagelse til konge, og ligesom der formentlig ikke kan være tvivl om, at hyldningsbrevet for dronning Margrete af 2 febr. 1388 (Dipl. Norv. III. 477) m. v. i sin tid bør indtages. Af domme er i udgaven, udenfor regelen, optagne tvende: af 28 marts 1318 om ætledings arveret, og af 16 febr. 1348 om visørens og ledingens betaling i den gamle mynt. Men et endnu viktigere præjudikat er dommen mellem kongen og Hafthorssonnerne af 12 januar 1347 (Dipl. Norv. I. 303),

-

hvori udtales den viktige retssætning, at forleningsbreve kun gjælder for den samme konges levetid (jfr. for den ældre tid Sigurd Hranessons proces med Sigurd Jorsalfarer).

At afgjørelsen af hvad der bor optages, også når regelen sættes således, som jej anser for riktikt, i mange tilfælde kommer til at bero på et subjektivt skjøn, indrymmes gjærne; men nogen egentlig ulempe skjønnes ikke heraf at kunne opstå, da man i tvivlstilfælde naturligvis heller optager end udelader. Min påstand går netop ud på, at nogen bestemt grænse ikke lader sig drage, når man vil lade indholdet og ikke formen være det bestemmende, og at man derfor heller ikke bør forsøge at opstille nogen sådan; - med andre ord: at man i det hele bør følge samme plan, som den, der er lakt til grund for vore nyere lovsamlinger, med de modifikationer, som dels den ældre retstilstands forskjellige beskaffenhed i det hele, dels retskildernes forskjellighed såvel i form som i indhold medfører.

I denne henseende må navnlig nøje fremhæves, at den nyere tids skjelnen mellem statsmyndighedens forskjellige grenę, med en forskjellig kompetens i de forskjellige retninger, var ukjendt i de ældre tider. Inden det gebet, som var den kongelige myndighed anvist, var kongen suveræn, og kunde forordne, som han vilde, når han kun ikke gjorde indgreb i folkets ret. I det tidsrum, hvorom her er tale, var derhos kongemaktens udstrækning over den hele lovgivnings feldt forlængst bleven anerkjendt, og den retssætning, at kongen alene skylder gud regnskab for sine handlinger; at undersåtterne ubetinget må adlyde en kongelig ordre, og at ulydighed mod kongens bud som sådan er en forbrydelse (bréfabrot) og medfører en egen straf var lige siden Magnus, lagaboters tid expediti juris. Og den samme fordring på lydighed havde de kongelige befalingsmænd, eller hvem anden, der påbød noget i kongens navn og efter kongelig fuldmakt. Dernæst må vel erindres, at den uskrevne ret indtog en så væsentlig plads, og at dette igjen influerede på den skrevne, så at bestemmelsens form kom lidet i betraktning: når man vid

ste kongens eller den kompetente auktoritets vilje, var man forpligtet til at rette sig derefter; kongens bud havde derfor også tilbagevirkende kraft, og der findes flere eksempler på, at indsigelser, hentede fra, at et civilt faktum er passeret under en tidligere, forskjellig lovgivning, udtrykkelig er forkastede, under påberåbelse af, at nu er kongens vilje en anden, og den må man adlyde. På den anden side henhørte meget af, hvad man nu betrakter som gjenstand for statens lovgivningsmyndighed, under kommunernes autonomi, navnlig hvad der henhørte til politibestemmelser o. dl., hvilket imidlertid i den sednere tid som oftest, ved lensherrens deltagelse eller stadfæstelse, også i formen erholdt kongelig auktorisation. Og i den katolske tid hvilede, som bekjendt, den kirkelige lovgivning hos de kirkelige myndigheder. Endelig er det at mærke, at, uaktet tingene var indskrænkede alene til retstvistigheders afgjørelse, gjennem den af kongen beskikkede dommer, medens tingmændenes lovgivende funktioner forlængst var blevne overførte til kongemakten, så var derfor dog ingen skarp adskillelse mellem lovgivende og dømmende myndighed indtrådt; men mange bestemmelser gaves af retterne i doms form, hvilke vi nu vilde anse som udelukkende gjenstand for den lovgivende makts virksomhed.

Når dette forhold tages i betraktning, og man derhos erindrer, at meget af materialet i tidens løb er gået tapt, så vil det erkjendes, at meget, som man ikke vilde medtage i en nyere lovsamling, må blive at optage i en udgave af de gamle love, fordi det i virkeligheden er hjemmel for en positiv retsregel, eller i det mindste indeholder vidnesbyrd om en sådan. Og her vil, som bemærket, unæktelig såre meget komme til at bero på udgiverens skjøn, uden at der lader sig opstille nogen bestemt regel. Der findes således, for at anføre et par eksempler, især i den ældre tid, en stor mængde kongelige beskyttelses-breve (varnaðar-bréf), der for det meste er så godt som enslydende, hvorved kongen tager den eller den person eller indretning, stiftelse, by o. dl. med alt, hvad den ejer, i sit kongelige hegn og værn, og forbyder