alle og enhver herimod at forurette samme i nogen måde (jfr. Rb. 17 juni 1308 art. 15). Det skulde vel synes utvivlsomt, at alle sådanne måtte udelades, som aldeles specielle og forbigående forføjninger. Men virkningen af et sådant

værnbrev var, at forurettelser mod den, der således stod under kongens særdeles beskyttelse, foruden de almindelige boder, også medførte brevbruds-boden (8 ørtuger og 13 m) til kongen; og når det altså er meddelt en permanent stiftelse eller offentlig indretning, etableres derved unæktelig en almindelig retsregel; når nu denne indretning tillige er af større viktighed, vilde man ikke kunne forsvare at udelade dens værnbreve, lige så lidt som de øvrige den vedkommende lovbestemmelser. I udgaven af de gamle love er således også optagne Erik Magnussons og Magnus Erikssons værnbreve for pilegrime til St. Olaf af 25 novbr. 1297 og 14 august 1328; men det forekommer mig, at man med samme føje også kunde have optaget mange andre af lige så stor viktighed, vedkommende Nidaros domkapittel, Mariakirken i Oslo o. fl. Undertiden indeholder også værnbrevene forskjellige andre bestemmelser af almindelig interesse, navnlig for byer, hvor de tillige gjærne indeholder bekræftelse af privilegierne. At værnbreve, ligesom andre kongelige benådninger (jfr. Dipl. Norv. IV. 628) kun var gjældende for den samme konges regjeringstid, vilde i og for sig ikke give nogen berettigelse til at udelukke dem, ligesom de også gjærne udtrykkelig blev fornyede af de følgende konger. Også Paus har optaget mange værnbreve af denne art. - En anden klasse vigtige aktstykker, hvormed det kan være vanskelikt at vide, hvad man skal gjøre, er lens brevene, hvoraf der haves en stor masse, der alene for sig vilde være nok til at danne en hel voluminos samling. Disse er også på det nærmeste aldeles enslydende, og forskjellighederne, efter som de lød på afgift eller på regnskab, og i sidste tilfælde eftersom lensherrens tilkommende bestod i en fast genant, eller i en kvotapart af lenets indtækter, eller han havde lenet aldeles frit, er af liden interesse. Fra et almindelikt synspunkt kunde

det derfor synes, at der ikke engang kunde blive spørgsmål om deres optagelse, lige så lidt som om at optage almindelige bestallinger, skjøder, gavebreve o. dl., og ubetænkeligen gjælder vistnok dette om en stor del, næmlig om dem, der er rene beneficier, hvor den hele forføjning består i at overdrage en person indtækterne af et vist distrikt for det hele eller for en del. Men da lensherren som sådan altid, endog ved de rent privatretlige pantelen, tillige stod i spidsen for den hele administration i lenet, bliver lensbrevene de viktigste kilder til kundskaben om landets offentlige ret i det 16de og 17de århundrede, og især gjælder dette om de 4 eller 5 hovedlen, hvis indehavere som sådanne også overvejende var at betrakte som statstjenere, og for hvis vedkommende lensbrevet nærmest er at betrakte som en instruktion. Jej kan i så henseende blot henvise til det i norske samlinger I. s. 103 trykte lensbrev for Aksel Gyldenstjerne på Agershus, og man vil se, at få af de i en lovsamling indtagne stykker kan måle sig hermed i retshistorisk viktighed. Netop på grund af det ovenfor skildrede forhold fik mangfoldige retsregler, som i vore dage vilde udgives som almindelige lovbud eller instruktioner for alle embedsmænd af en vis klasse (f. e. amtmandsinstruxen af 1685), i hin tid ingen anden plads end i den enkeltes bestalling. Den gejstlige jurisdiktion f. e. hvilede stedse kun hos hovedlenenes befalingsmænd og hos befalingsmanden på Vardøhus, samt til sine tider også hos befalingsmanden over Bratsberg len; men bestemmelserne herom findes alene i de resp. lensbreve. Og da det naturligvis bliver indholdet og ikke formen, som kommer til at afgjøre, hvorvidt et aktstykke egner sig til optagelse, vil meget af denne art, ja vel endog enkelte skjøder og gavebreve, — måtte medtages. Hertil kommer, at det er umulikt at få nogen insikt i, hvorledes embedsdistrikts-inddelingen, især amter og fogderier, udviklede sig i vort land, uden ved at have en oversikt over samtlige stedfundne forleninger. Her vil man således befinde sig i et virkelikt dilemma, og jej ved, i alle fald for øjeblikket, ikke at angive, hvilken udvej skulde

være den retteste. Det bedste vilde måske være at overhugge knuden, ved ganske at udelade lensbrevene, for så vidt de ikke i en aldeles overvejende grad har karakteren af instruktioner, og sætte sit håb til engang i tiden at erholde en egen samling deraf, eller i det mindste en fortegnelse derover; og herom kan man måske også have håb, når den bebudede udgave af de norske registranter i sin fuldstændighed udkommer. Og her vil igjen, hvad nu måtte blive besluttet angående lovenes udgivelse, få en væsentlig indflydelse, idet i registrantudgaven meget blot vilde behove at anføres udtogsvis, når det i en lovudgave indtages in exHvad her er sakt om lensbrevene, gjælder tildels også om skattebreve og udskrivningspåbud, der vistnok i sig selv er aldeles specielle forføjninger og af forbigående natur, men dog ofte er af megen retshistorisk viktighed.

tenso.

Flere eksempler på bestemmelser af aldeles speciel art, men som dog, på grund af sin almindelige retshistoriske interesse, utvivlsomt egner sig til optagelse i en lovsamling, vil med lethed kunne findes, ved blot at gjennemblade Paus's samling; og hvor nødvendigt det kan være at optage enkelte domme, kan sees af den hos Paus s. 320 meddelte overlagtingsdom af 29 juli 1557; ja endog et simpelt lagmands-orskurd kan være af sådan interesse; f. e. det hos Paus s. 360 meddelte af 24 april 1570, der indeholder efterretning om en egen, ved praksis indført bod i drabstilfælde til den dræptes hustru, sæingrof, jfr. Kristian d. 4des N. L.

III. 11.

På den anden side gives der bestemmelser, der ligefrem kaldes retterbøder, og som er udgivne ligefrem som legale dispositioner, men som dog fra indholdets side er så aldeles betydningsløse, at det i det mindste kan være meget tvivlsomt, om de fortjener at optages. Således blev der på herredagen i 1578 udgivet en mængde resolutioner på andragender fra almuerne i forskjellige egne af landet, under navn af retterbøder, hvilke for en stor del går ud på et og det samme,

og så godt som intet nyt indeholder. Og desuden blev der givet 3 almindelige retterbøder eller recesser for hele lenene, i Bergen den 25 august, i Trondhjem den 15 septbr. og i Oslo den 7 oktbr. 1578, af hvilke de 2 sidstnævnte er trykte hos Paus s. 369-389, den første udtogsvis, den sidste in extenso, men mindre nøjaktikt. Disse, der dog også indbyrdes er på det nærmeste overensstemmende, er af høj viktighed. Man kunde her være fristet til at stryge alle de specielle retterbøder, og kun optage de 3 store; og dette bliver utvivlsomt det retteste, ifald det bifaldes, hvad jej nedenfor akter at foreslå, nemlig at der foranstaltes en udgave af gamle norske domme i forbindelse med udgaven af Norges gamle love; ti da vil i ethvert fald alle hine retterbøder blive at indtage på sit sted ved trykningen af herredagsdombogen for 1578.

Jej har ovenfor tilladt mig at henlede opmærksomheden på nogle af de viktigere punkter, hvor jej har tænkt mig, at der kunde opstå tvivl ved bestemmelsen af, hvad en samling af Norges gamle love fra 1387 til 1687 bør indeholde. Det forstår sig af sig selv, at mine bemærkninger ikke kan være enten udtømmende eller aldeles bestemte, da kun en ringe del af materialet endnu er mig bekjendt, og jej alene kan fremstille, hvorledes sagen stiller sig for mig, efter det bekjendtskab, jej har til de nu tilgjengelige kilders beskaffenhed, og til forholdenes natur i hine tider i det hele. Det er således vel mulikt, at, når man først har fået hele materialet samlet og gjennemgået, vil flere vanskeligheder vise sig at bortfalde, og måske nye betænkeligheder opstå. Og skal jej endnu bemærke, at det utvivlsomt i mangfoldige tilfælde vil være fuldkommen tilstrækkelikt at trykke nøjaktige regester af flere bestemmelser, istedet for at optage den hele, ofte meget vidtløftige og dog aldeles betydningsløse tekst in extenso; så at man herved vistnok ofte vil have adgang til at følge en middelvej i tvivlsomme tilfælde, hvor der spørges, om en bestemmelse skal optages eller udelades.

Spørgsmålet om en lovsamlings indhold fører naturlig

til spørgsmålet om de kilder, hvoraf materialet til en sådan samling skal hentes. De meddelelser, som jej i denne henseende kan give, må imidlertid efter sagens natur blive lidet fuldstændige, da der her jo netop er talen om at eftersøge og samle, hvad man forhen ikke kjender til, og jej jo ikke besidder det detaljkjendskab til arkivernes og bibliotekernes indhold her og i udlandet, at jej på forhånd kan angive, hvad, og hvor hver ting kan væntes at findes. For tidsrummet fra 1387 til reformationen må stoffet søges enkeltvis i codices og i håndskriftsamlinger, på samme måde som diplomer i almindelighed, og som de udgivne retterbøder for den ældre tid er samlede. Specielt vil jej bemærke, at en nøjaktig undersøgelse af forskjellige fremmede arkiver og biblioteker, fornemmelig i de nordtydske stæder og i Nederlandene vil blive nødvendig, for at tilvejebringe de mange viktige bestemmelser om handelsforholdene i Norge i hine tider og de forskjellige kjøbstæders privilegier. Fra Kristjern den andens og Frederik d. førstes tid begynder kopibøgerne over regjeringens udgående ekspeditioner (tegnelser og registre), i begyndelsen mest udtogsvis; sednere in extenso; og disse bliver fra nu af et stedse mere og mere viktikt materiale. Det meste af hvad der iøvrikt haves af den norske lovgivning fra den sednere tid, findes nu, efter de med Danmark i 1851 sluttede forhandlinger, i det norske rigsarkiv. Imidlertid må det herved bemærkes, at ligesom der, som oven vist, i lovsamlingen må blive at optage meget, der ikke er udgået umiddelbart fra regjeringen, f. e. de på herredagene udgivne recesser, og som følgelig må opsøges enkeltvis i bibliotekernes og arkivernes samlinger, således kom selv mange af de egentlige kongebud ikke ind i registranterne, enten fordi de udgaves under kongens midlertidige ophold på et sted, hvor protokollerne ikke havdes tilstede, eller af andre udvortes grunde, f. e. at en forordning fra først af var bestemt til at publiceres ved trykken (Kristian den fjerdes lovbog og kirkeordinans står således ikke i registranterne) o. s. v. Ved trykken blev ende