lig kun få lovbud publicerede for 1643, og af disse findes ikke heller nogen egentlig samling; hvad man har, er, foruden Cassubens corpus juris danicum, alene forskjellige ved privates foranstaltning foretagne sammenhæftninger af de enkelte forordninger. Alle disse er naturligvis aldeles ufuldstændige, og indeholder desuden kun meget lidet, som vedkommer Norge. Først efter den store reces af 1643 begynder den af bogtrykker H. Gøde udgivne samling af forordninger, hvilken var forløberen for den siden 1670 udgivne og sednere regelmæssig fortsatte kvart-udgave af forordningerne; men ved siden af disse trykte anordninger var der fremdeles, som bekjendt, en stor mængde viktige kongebud, der ikke blev publicerede ved trykken; uden at derfor deres egenskab af retskilde i nogen måde betvivledes.

Hvad endelig angår den udstrækning, hvori den ældre lovgivning gjennem sednere videnskabsmænds bestræbelser er gjort tilgjængelig ved trykken, da er denne, som bekjendt, yderst ringe. Hovedsamlingen er naturligvis fremdeles Paus, der nu er over et århundrede gammel, hvorhos endel findes spredt i forskjellige andre samlinger, såsom hos Hvitfeldt, Suhm, i Krags Kristian den tredjes historie, Danske magasin, de suhmske samlinger, Evensens samlinger, samlinger til det norske folks og sprogs historie, diplomatarium norvegicum o. fl. steder. Af kongernes håndfæstninger udkommer derhos en fortrinlig udgave i det danske gehejmearkivs årsberetninger. Men hvad der således haves trykt er kun en meget ringe del af hvad der virkelig findes. Jej begyndte for længere tid siden at indrette regester over hvad jej fandt trykt af lovgivningen fra 1388 til udgangen af det 16de århundrede; jej tør vistnok ikke indestå for, at disse er blevne aldeles fuldstændige, men på den anden side har jej medtaget meget, som der ikke vel kunde blive spørgsmål om at optage i en udgave af lovene; og det hele udgjør ikke mere end 216 nummere. Hvad der haves trykt af det 17de århundredes lovgivning, er forholdsvis endnu meget mindre. Derhos er alle disse aftryk, med undtagelse af hvad der

står i diplomatariet og håndfæstningerne, ingenlunde besørgede med den kritik og pålitelighed, som man i vore dage forlanger, ligesom Paus af de ældre lovstykker ikke leverer den norske grundtekst, men kun en dansk oversættelse.

Efter denne oversikt over indholdet af en samling af Norges gamle love skal jej angående måden, hvorpå dette formentlig bør meddeles, blot gjøre nogle få bemærkninger. At aftrykningen bør ske med diplomatarisk nøjaktighed, overalt hvor man har selve originalen at gå efter, anser jej utvivlsomt, og herom vil vel også de fleste være enige. I denne henseende behøver jej kun at henvise til den af professor Hallager og mig besorgede udgave af Kristian den fjerdes lovbog, fortalen s. XXIII-XXIV, hvor denne sag nærmere er udviklet. Og ved siden af selve originalen bør efter min formening sættes de officielle aftryk og protokoller (registranterne og dombøgerne). Ti uaktet disse sidste strengt taget kun er afskrifter, så hidrører de dog fra første hånd, og fra den samme auktoritet, hvorfra selve den originale ekspedition er udgangen. At denne sidste imidlertid altid bør lægges til grund, hvor den haves, er en selvfølge. Hvor man derimod alene har en privat afskrift at lægge til grund, må man vistnok have større frihed. Imidlertid forekommer det mig dog, at man i det mindste ved dokumenter fra det 16de årh. endnu bør overholde den gamle bogstavering også ved afskrifters trykning, dog således, at åbenbare fejl rettes. Nyere dokumenter derimod, som kun haves i afskrift, vil det måske være det retteste at gjengive med den nu brugelige retskrivning, dog så, at man omhyggelig vokter sig for at udslette de virkelige sproglige egenheder. Som ovenfor berørt, antager jej det i mange tilfælde ufornødent at aftrykke hele dokumentet in extenso. Herved vindes den fordel, at man kan have så meget friere hænder med hensyn til medtagelsen af et og andet tvivlsomt stykke, og dette er netop den samme fremgangsmåde, som er fulkt i vore nyere lovsamlinger, og hvorved det er blevet mulikt at give disse en ellers vanskelig opnåelig fuld

stændighed. Ved mange dokumenter, som må hentes fra de ældste registranter, vil en sådan fremgangsmåde også af den grund blive nødvendig, at disse registranter selv kun meddeler dokumenterne udtogsvis. Ved ethvert dokument ber anmærkes, hvoraf det er taget, samt i fornødent fald varianter og parallelsteder, fornemmelig bestemmelsernes kilder. Kommenterende anmærkninger hører derimod ikke hjemme i en lovsamling, og vilde desuden altfor snart blive forældede. At det hele bør leveres i streng kronologisk orden, og fordeles i bind af passende størrelse (omkring 50 ark), antager jej er en selvfølge. Unionstidens lovgivning (1388 -1537) måtte i ethvert fald udgjøre samlingens 1ste bind.

Hvad værkets ydre udstyr angår, da bør det formentlig trykkes med den såkaldte antiqua, der nu så godt som overalt anvendes ved historiske kildeskrifter. Om at bruge frakturskrift, der, med undtagelse af i Danske magasin, såvidt vides, intetsteds mere bliver anvendt, kan der formentlig ikke engang være spørgsmål, og den såkaldte schockiske skrift, som er benyttet i udgaven af det ældre tidsrums love, er både kostbarere, og, efter min mening, langt fra smuk, og derhos meget ubehagelig derved, at det, på grund af skriftens usædvanlighed, er så godt som umulikt at opsøge noget, ved blot at gjennemløbe en side med øjnene, men man må læse det hele ordentlig igjennem. Formatet bør være stor oktav, således som diplomatarium norvegicum, og de i de sednere år fra universitetet udgivne programmer. Det forhen i slige værker traditionelt som nødvendikt anseede store kvart-format, som er anvendt ved udgaven af de ældre love, er både kostbarere og mindre håndterlikt. Jej tror også i denne henseende at kunne henvise til den nye udgave af Kristian den fjerdes lovbog, hvis udstyr i det hele er sådant, som jej tænker mig, at en lovudgave bør være.

Nogen beregning over omkostningerne ved en sådan udgave ser jej mig ikke i stand til endog blot tilnærmelsesvis at opstille, da det ikke er mulikt med nogen som

helst sikkerhed at forudse, enten hvor stort arketal det hele kommer til at udgjøre, eller hvor længe samlingen og bearbejdelsen af materialet kommer til at vare. At omkostningerne i det hele vil blive betydelige, er sikkert nok; men på den anden side må dog mærkes, dels at arbejdet nu vil kunne udføres forholdsvis meget billigere end i sin tid den første hovedafdeling, eftersom det meste arbejde nu vil kunne udføres her hjemme, dels at den i den sednere tid altid mere og mere stigende interesse for studiet af Norges fortid giver grund til at håbe, at en ikke ganske ubetydelig del af omkostningerne vil kunne væntes refunderet ved salg af eksemplarer, noget som i sin tid ved overslaget over omkostningerne ved udgivelsen af det ældre tidsrums love aldeles ikke blev påregnet. Jej skal i denne henseende blot minde om, at Dhrr. Feilberg & Landmark i sin tid for egen regning overtog forlaget af Kristian den fjerdes lovbog, og deraf leverede universitetet 550 eksemplarer for en pris *), der var meget under hvad trykning og papir for disse eksemplarer udgjorde; og om end dette kan betraktes som et upåregnelikt held, så må dog vel med sikkerhed kunne påregnes, at afsætningen vil dække trykningsomkostningerne, så meget mere, som udbredelsen af den norske oldlitteratur med hver dag bliver større.

Men tilvejebringelsen af et egentlikt overslag over, hvad det hele værk i færdig stand vil koste, er derhos efter min mening unødvendig. Det gjælder jo ikke her at bestemme, om værket overhovedet skal udføres: dette er jo forlængst bestemt af alle vedkommende, og allerede halvvejs udført. Der spørges nu alene, om den videre udførelse og fuldendelse skal sættes iværk nu, eller udsættes til bedre tider; og da behøver man for omkostningernes vedkommende alene at vide, hvor mange penge man i den nærmeste fremtid vil behøve; og dette spørgsmål kan ikke alene med bestemthed besvares, men svaret kan endog lyde således: at det offentlige til en vis grad selv kan bestemme, hvor meget det år

*) Ifølge den oprindelige Overeenskomst var Prisen 24 Skill. pr. Ark, men blev senere forhøiet til 2 Skill. pr. Ark. Chr. d. 4des Norske Lov udgjorde 14's Ark og Universitetet tog 550 Exempl.

Udg.

ligen vil anvende til dette foretagende; det vil dog i ethvert fald forsvarligen kunne udføres.

Den hensiktsmæssigste og tillige billigste måde, hvorpå foretagendet kan ordnes, formener jej at være den: at overdrage det helt og holdent til een dertil skikket mand, der, i det mindste væsentlig, kunde udelukkende ofre sig til dette arbejde. Noget biarbejde ved siden af andre forretninger bør det ikke være; derved vilde alt for let tråden tabes og interessen svækkes, ikke at tale om, at meget arbejde går tilspilde ved for mange afbrydelser. At overdrage det til

en kommission af 2 eller flere i forening anser jej aldeles utilrådelikt. Både vil det på den måde koste meget mere, og megen tid vil spildes, og meget arbejde blive dobbelt udført, og den garanti for arbejdets godhed, som man ved sådan fælles-arbejden tror at opnå, er aldeles illusorisk. I virkeligheden vil meningsforskjel mellem udgiverne næppe opstå, da de vel selv vilde dele arbejdet mellem sig således, at hver i virkeligheden arbejdede alene; men opstod den alligevel, vilde den vistnok snarere blive til afbræk end til fremme. Den vejledning og rådførsel med andre videnskabsmænd, som udgiveren af et så betydelikt arbejde altid vil behøve, kan han selv meget bædre hente, uden at den forud behøver at anvises ham af det offentlige. Jej vilde i alle fald under ingen omstændighed påtage mig noget sådant arbejde i forening med nogen anden, og det uaktet jej antager, at alle de, om hvem der i denne henseende kunde blive spørgsmål, hører til mine personlige venner; ti det vilde stride mod mine begreber om litterært ansvar. Derimod antager jej, at udgiveren bør have en fast assistent til hjælp ved arbejdets udførelse. Nødvendikt er dette vistnok ikke; men ligesom det ved kollationeringer og konferenser betydelig letter arbejdet at være 2, således vil der under samme stadig forekomme megen afskrivning og mange undersøgelser, hvortil kun udfordres nøjaktighed, og som følgelig vil kunne udføres lige så godt, og meget billigere, af en yngre medhjælper under udgiverens tilsyn, end af denne selv. Og