ved at ansætte medhjælperen som fast, lige fra begyndelsen af, vil han også erhverve sådan indsikt og øvelse, at han vilde kunne afløse udgiveren, om denne i tiden måtte blive nødt til at fratræde arbejdet, og i ethvert fald under trykningen vilde kunne overtage en væsentlig andel af dette. I honorar for udgiveren antager jej, at 50 Spd. om måneden vilde være passende, og assistentens lønning bør formentlig ansættes i lighed med de ældste kopisters til 25 Spd. månedlig. Til rejseudgifter i de første år, skrivematerialier, ducorer i arkiver og biblioteker o. dl. vil formentlig 100 Spd. årlig blive mere end tilstrækkelikt. Med en årlig bevilgning af højst 1000 Spd. vilde arbejdet følgelig kunne iværksættes og drives med 2 mænds fulde arbejdskraft, og det er vel klart, at det på denne måde i det hele vil blive billigst. Men det vilde naturligvis lige godt kunne udføres, om man også lod assistenten bortfalde, i hvilket tilfælde også en del af rejseomkostningerne vilde bespares, og de årlige udgifter indskrænkes til mindre end 700 Spd.; men arbejdet da også komme til at vare den dobbelte tid. Selv denne sum vilde end yderligere kunne formindskes, hvis man vilde opgive fordringen på, at udgiveren skal ganske ofre sig til dette arbejde; men dette vilde, som sakt, ikke alene være en dårlig økonomi, men vistnok også få en uheldig indflydelse på selve arbejdets godhed.

7

En sum af højst resp. 3000 eller 2000 Spd. i budsjetterminen er altså det meste, hvorom der bliver spørgsmål, og en sådan sum kan det vel aldrig vække nogen betænkelighed at anvende i et så viktikt videnskabelikt øjemed. At arbejdet ikke vil kunne tilendebringes i een budsjettermin, er vistnok givet; men det tør vel sikkert forudsættes, at også et kommende storting vil, således som ved bevilgningen til diplomatariet nu på 4 storting er skeet, finde sig beføjet til at gjentage bevilgningen. Herved er man dog ingenlunde bunden; der vil til enhver tid være adgang til at indskrænke bevilgningens størrelse, uden at derved nogen anden ulempe opstår, end at arbejdet kommer til at skride så meget lang

sommere fremad, eller endog til, om man måtte ønske sådant, aldeles at afbryde arbejdet i nogen tid (således som det skede ved de ældre love mellem 1840 og 1845), uden at derved det allerede udførte går tilspilde. Forudsat at arbejdet bliver ordnet på en hensiktsmæssig måde, således at samling for samling fuldstændig gjennemgåes, og det forefundne stof straks optegnes; at afskrivningen så vidt mulikt går jævnsides med gjennemgåelsen, og at trykningen ikke påbegyndes, forinden det hele materiale haves færdikt, vil arbejdet altid igjen kunne fortsættes, når man måtte beslutte sig dertil, selv af en ny udgiver. De tagne afskrifter og øvrige udførte forarbejder måtte naturligvis betraktes som det offentliges ejendom. Udgiveren måtte det formentlig gjøres til plikt årlig eller halvårlig til kirkedepartementet at afgive indberetning om arbejdets fremgang; at give ham nogen egentlig instruks vilde derimod være mindre passende, og næppe engang mulikt, og at nedsætte en kommission, for at føre opsyn med arbejdets udførelse, vilde være en unødvendig vidtløftighed. Et arbejde af denne art fører sin bedste kontrol i sig selv.

Værkets trykning, der, som oven bemærket, ikke antages at burde påbegyndes, før end det hele materiale er samlet og ordnet, og hvis iværksættelse bør være gjenstand for en særskilt højere afgjørelse, i fornødent fald efter at det af udgiveren leverede forarbejde er undergivet andre videnskabsmænds bedømmelse, antages i intet tilfælde at ville medføre nogen forøget udgift, Jej formener endog, at trykningsomkostninger ganske vilde kunne bespares. Men, om også det offentlige selv vilde overtage forlaget, for at kunne have så meget friere hænder i henseende til uddeling af eksemplarer til videnskabelige indretninger og lærde, så må det mærkes, at udgiverens honorar betydelig vil kunne reduceres, når først hele materialet er samlet for offentlig regning, så at blot den endelige redaktion og korrektur under trykningen bliver tilbage, hvilket vel vilde kunne udføres ved siden af andre sysler, og honoreres med en vis betaling pr.

ark,

hvad derimod ved de forberedende arbejder vilde være en umulighed, da arbejdets omfang her ikke lader sig forud beregne. Trykningsomkostningerne for et ark af Kristian den fjerdes lovbog vilde udgjøre for et oplag af 1000 eksemplarer 8 Spd. 60, og for et oplag af 500 eksemplarer 7 Spd.; papiret kostede 3 Spd. pr. ris. Antages nu et honorar af 5 Spd. pr. ark passende for den endelige redaktion og korrektur, så bliver de samlede udgifter pr. ark for et oplag af 1000 eksemplarer 19 Spd. 60 og for 500 eksemplarer 15 Spd. Med en bevilgning i budsjetterminen af resp. 3000 eller 2000 Spd. vil man altså kunne udgive årlig i et oplag af 1000 eksemplarer resp. 51 eller 34 ark, og i et oplag af 500 eksemplarer resp. 67 eller 45 ark, og en hurtigere udgivelse vilde heller ikke hensynet til korrekturens omhyggelighod gjøre tilrådelig. Af diplomatarium norvegicum udgives årlig kun omkring 20 ark.

Hvad udførelsen angår, bor foretagendet vistnok deles således, at 1ste bind, eller lovgivningen indtil reformationstiden, samles og udgives som et eget arbejde for sig. Såvel med hensyn til indhold som form og til de kilder, hvor materialet må søges, er unionstidens lovgivning forskjellig fra det følgende tidsrums, og slutter sig igrunden langt naturligere til de ældre retterbøder. Desuden udfordres der af udgiveren af denne langt mere historisk end juridisk kundskab, hvilket for det følgende tidsrum er omvendt. Hvert af disse 2 afsnit kræver altså sine forskjellige udgivere, og kan følgelig foretages ved siden af hinanden, en ordning, som vistnok også i flere henseender vilde være hensiktsmæssig. Det er mig bekjendt, at rigsarkivar Lange vil være villig til at overtage denne del af arbejdet, så snart han er bleven færdig med forfatter-leksikonnet, og dette vilde være den i enhver henseende heldigste ordning, ikke alene fordi Hr. Lange naturligvis kjender arkiverne bedre end nogen anden, men også fordi unionstiden specielt er hans fag, og ingen

kjender dennes aktstykker så godt som han.

Hr. Lange har

desuden allerede for største delen gjennemgået, og vil i et

hvert fald komme til at måtte samle alle de materialier, hvorom her er tale, til brug i sin tid for diplomatariet, hvilket efter sin natur må indeholde alle de dokumenter, som finder sin plads i lovsamlingen for den tid, det omfatter (indtil 1560). At Hr. Lange ikke for dette arbejdes skyld vilde kunne lægge sine øvrige forretninger tilside, forstår sig selv; men sådant vilde heller ikke i dette tilfælde behoves, og som følge heraf vilde Lange også kunne udføre arbejdet så meget billigere. Det følgende tidsrum efter reformationen vil Hr. Lange derimod ikke overtage.

Efter forskjellige ytringer har jej grund til at antage, at det er det ærede fakultets hensikt at foreslå udgivelsen af lovene overdragen til mig. En sådan syssel vilde også

være mig den kjæreste, jej kunde tænke mig, og jej vilde anse det for en stor ære at blive anbetroet et hverv af sådan viktighed. Efter det oven anførte kan der imidlertid i denne henseende kun være spørgsmål om lovgivningen efter reformationen. Unionstidens lovgivning kan der vel ikke engang være tale om at lade udgive ved nogen anden, når dette kan fåes udført af Hr. Lange, og for mit personlige vedkommende må jej bemærke, at jej hverken besidder tilstrækkelig detaljkundskab i den tids historie, eller den fornødne sikkerhed i læsningen af de oldnorske håndskrifter; og om jej også nok kunde erhverve den nødvendige uddannelse i begge disse retninger, så vilde arbejdet, udført ved mig, naturligvis blive det offentlige altfor kostbart, ikke at tale om, at det er af altfor stor viktighed til at burde anbetroes en begynder. Hvad derimod perioden efter 1537 angår, der også udgjør den ulige vidtløftigere del, da tror jej mig nok istand til at udføre dette arbejde forsvarligen. Men her må jej tilføje, at, så gjærne jej, når jej alene skulde tage hensyn tif det behagelige, vilde ofre mig til dette arbejde, så er jej dog af hensynet til min fremtid nødt til at gjøre den betingelse, at jej nu straks bliver udnævnt til universitetslærer. Som allerede anført i min sidste ansøgning . til kollegiet om adjunktstipendium, er det nemlig min faste

beslutning, hvis jej ikke i den aller nærmeste fremtid kan blive lektor, definitivt at opgive universitetskarrieren og gå over i en praktisk virksomhed. Og denne i min alder allerede temmelig vanskelige overgang vilde blive end besværligere, eller næsten umulig, når jej endnu i flere år skulde være fordybet i et arbejde, som ligger aldeles udenfor den praktiske lovkyndighed. Efter den tid muligens at erholde ansættelse som yngst lektor, vilde være altfor ufordelaktikt: jej må derfor i forvejen se min stilling og min anciennetet sikret. At der i formel henseende skulde være nogen betænkelighed ved at give den mand, til hvem man måtte ville overdrage et så viktikt og langvarikt videnskabelikt hverv, en fast embedsstilling, kan jej næppe tro; og med hensyn til, at en lektorgasje overstiger det beløb, som jej ovenfor har opstillet som et formentlig passende honorar for udgiveren af lovene, og hvormed idetmindste jej vilde være tilfreds, da bemærkes, at jej herfor vilde kunne gjøre fyldest, ved tillige at holde forelæsninger ved universitetet over retshistorie, en syssel, som vel passende kunde forenes med lovenes udgivelse. Men i ethvert tilfælde, selv om man ikke måtte ville indgå på det her antydede arransjement, og arbejdet følgelig måtte blive anbetroet en anden, i hvilken henseende jej tror at burde henlede opmærksomheden på fuldmæktig i kirkedepartementet M. Birkeland, fuldmæktig i finansdepartementet N. D. Aschehoug og cand. jur. Edv. O. Heiberg, vilde jej med glæde stille alt, hvad jej har af optegnelser og samlinger, hvoriblandt riktignok kun er lidet af, hvad der kan henregnes til egentligt materiale, til udgiverens disposition, ligesom det i det hele vilde være mig meget kjært, om jej ved oplysninger eller anden bistand, så vidt mine forhold iøvrikt tillader det, kunde bidrage noget til fremme af en sag, som jej bestandig har omfattet med den varmeste interesse.

I forbindelse med nærværende sag har jej troet også at burde bringe på bane et andet viktikt anliggende, * der