stillingen af modsætningerne i deres personlighed lidet træffende. Mangler nærmere redegjørelse for "settlement of the crown". Stilen er enkel og naturlig, og viser en respektabel nafhængighed af tekstens form. Sproget trods enkelte grove feil (som did not knew, a wholly reconciliation), og endel mindre, gjennemgaaende noksaa korrekt. Vidner i det hele om normal modenhed og flid.

5.

Tf.

Arbeidet vidner om megen flid, men er noget ujevnt. I 362 den første halvdel følger forfatteren for uselvstændig teksten, baade hvad indhold og form angaar, og giver en korrekt og passelig indgaaende skildring af forholdet mellem W. og M. Den sidste halvdel er friere fortalt; men her viser forfatteren sig ikke at mestre stoffet saa godt; fremstillingen blir forholdvis knap, sammenhængen tildels noksaa løs. Saaledes er W.s svar uforstaaeligt, fordi der ikke ovenfor er gjort tilstrækkelig rede for de forskjellige partiers planer. Fremstillingen af the settlement of the crown blir ogsaa uklar, hvad der vistnok skyldes en sproglig klodsethed (was given f. was to be given). Fraseet nogen ustøhed (pray f. prey, his f. her, it was f. there was) er sproget gjennemgaaende korrekt, hvad der dog først og fremst skyldes forfatterens evne til at huske tekstens ordlyd.

6.

Fremstillingen er korrekt, fyldig og ikke lidet selv- 292 stændig, kanske noget bred. Arbeidet gjør i det hele Ng. tf. fra indholdets side et tilfredsstillende indtryk. Men den sproglige usikkerhed, baade med hensyn til ortografi, ordforraad og konstruktioner, er saa gjennemgaaende, at besvarelsen maa siges at vidne om ringere kundskaber i engelsk end det synes vel foreneligt med karakteren Tf.

359 Ng. tf.

262

7.

Forfatteren er vistnok inde i sit stof (at han kalder Burnet for "the excellent Kent", er naturligvis ikke videre at hefte sig ved), og skildrer forholdet mellem W. og M. rigtig og greit. Derimod lider hans redegjørelse for de politiske forhandlinger vedrørende tronskiftet af adskillig uklarhed, hvad der skyldes de svævende udtryk han bruger om hovedpunkterne ("One party in the convention was for W., another for M." og senere: "Then W. called the leading men and told them what his opinion was", er alt hvad vi faar vide).

Hvad der imidlertid er det afgjørende for karakteransættelsen er de mange og grove sprogfeil, særlig ortografiske (became f. become, wun f. won, hearthly, negligant, concist, reprecentation, upbrought o. s. v.).

8.

og M.

Med hensyn til anlæg og indhold lider besvarelsen Mdl. af den hovedsagelige feil, at den væsentlig kun redegjør for forholdet mellem W. Hele den politiske situation er affærdiget i et par slutningsbemærkninger, hvorved partiernes overlægninger og Decl. of Right ikke engang nævnes. Naar hertil kommer en sproglig uvidenhed, der medfører grove feil mod ortografi, syntax eller fraseologi i de allerfleste sætninger, samt en almindelig umodenhed, der oftere gir sig udslag i kuriøse naiviteter, er det klart at besvarelsen ligger under lavmaalet af hvad der kan findes antageligt. Paa den anden side findes der tilstrækkeligt af rigtigt og godt til at redde arbeidet fra Ik. tf.

1906.

1.

Kandidaten behandler stoffet med stor sikkerhed idet 305 han med streng selvkritik medtager netop hvad der hører S. tf. med til opgaven, og intet udover dette. Han fortæller jevnt og naturlig i en helt selvsændig form. Uden at anvende mange ord viser han os personers motiver og følelser paa de afgjørende punkter, og forbinder saaledes de ydre begivenheder til et sammenhængende billede af hovedpersonerne; herved suppleres karakteristiken af disse, som ellers, særlig for P.'s vedkommende, vilde været noget knap. Sprogbehandlingen viser ikke egentlig nogen særlig rigdom i ordforraad og fraseologi; dette hænger imidlertid sammen med fremstillingens knaphed i det hele. Hoved. sagen er, at forfatteren behersker sprogformen med stor sikkerhed, skjønt ikke helt feilfrit; som en særlig fortjeneste vil jeg fremhæve den behændighed, hvormed ensformigheden ved den gjennemførte brug af historisk præsens er brudt paa et dertil særlig skikket punkt. Besvarelsen er dog ikke saa fremragende, at karakteren S. tf. er utvilsom.

2.

Rigtig opfatning af opgavens omfang og et forstan- 252 digt resumé af hovedpunkterne, bygget frit op paa de M. t. givne momenter. Et par steder har forfatteren maaske gaaet udenfor hvad man strengt taget kan slutte af teksten. Saaledes lader han P. allerede efter sit første møde med B. nære et bevidst ønske om at gifte sig med ham. En følge af denne feilagtige opfatning er det muligens at forfatteren ikke er opmerksom paa den strid mellem P.s følelser, hvis skildring udgjør en af frierscenens største skjønheder, men noget summarisk erklærer at "P. openly confessed her affection for him". Videre konstaterer forfatteren at B. under »valgscenen« ikke hørte paa sangen.

(Dette sidste tør han dog maaske kunne forsvare). Omvendt savnes en nærmere karakteristik af P., hvortil der jo er momenter nok i teksten. Forfatteren begaar endel mindre sprogfeil, men viser i det hele meget gode kundskaber i engelsk, om end ikke nogen særlig overlegenhed. En feil som "thought of going to Belmont and propose to her", kan kun regnes som en ren skjødesløshed, som ikke bør veie synderlig i et arbeide der ellers ligger afgjort over det gjennemsnitlige.

299

3.

Fremstillingen er særdeles udførlig; alle momenter M. tf. der kan tænkes at være af nogen interesse, er medtagne, og alt er omhyggelig forklaret. Undertiden blir foredraget -vel bredt. Hvad der mangler, er begrænsning. Dette viser sig bl. a. i den noget formløse avslutning. At efterretningen om A.'s uheld og de bestemmelser som træffes i den anledning, er taget med, er rigtigt, saaledes som opgaven er formet. Men antydningen om, hvad der senere sker, er fuldstændig umotiveret, og blir at regne som et minus ved karakteransættelsen. I sproglig hen

seende synes besvarelsen mig i det hele at staa meget høit; jeg lægger da ikke saa særdeles megen vegt paa de enkelte, i og for sig kanske ikke saa ubetydelige, feil som forekommer, i forhold til den omstændighed, at det ganske omfangsrige arbeide for den alt overveiende del viser en betydelig evne til at bevæge sig paa det fremmede sprog, ikke alene i en korrekt, men ogsaa i en smuk og velklingende form. Alt i alt synes arbeidet mig at ligge ikke lidet høiere end det almindelige niveau, men samtidig at være beheftet med svagheder der udelukker muligheden af bedste karakter.

4.

218. Dette arbeide har mange gode partier og viser gjennemTf. gaaende adskillig sproglig dygtighed. Der er imidlertid

baade i indhold og form temmelig ujevnt. Medens karakteristiken af P. er ret fyldig og træffende, hører vi om B. kun at han er "the young prodigal", som havde forødt sine penge, og han er "attractable (!) to her", fordi han er "a young adventurer". Medens der gjøres smukt rede for P.'s følelser under valgscenen, er beretningen om hendes tidligere forhold til B. saa uredig og svævende, at det neppe er muligt at se hvorledes forfatteren tænker sig gangen i dets udvikling. I det hele er udtryksmaaden oftere høist uklar (som f. eks. "In order to keep him back, her feelings will not permit her to conceal them"), hvad der vistnok skyldes en vis ufærdighed i sproglig henseende; herom vidner f. eks. ogsaa den paåfaldende pluskvamperfektum "before B. had chosen" midt inde i en periode med historiske præsentia.

5.

Tf.

Den første halvdel er rig paa momenter; fremstil- 307 lingen er grei og samtidig udførlig; en feil er det dog her at dvæle saa indgaaende ved Antonios pengelaan, særlig da forfatteren ikke senere medtager efterretningen om A.'s uheld, i hvilket tilfælde der kunde være en vis grund til paa denne maade at motivere B.'s fortvilelse. Besvarelsens sidste halvdel er imidlertid meget ufuldstændig; særlig slemt er det at Portia overhovedet ikke nævnes efterat B. er reist til Belmont; først efterat han har truffet sit valg, kan vi, ved hjælp af det forøvrigt grammatisk relationsløse pronomen ("Their joy" etc.), slutte at hun har været tilstede. Sproget er gjennemgaaende respektabelt, hverken over eller under det gjennemsnitlige.

6.

Forfatteren mangler helt evne til begrænsning. Istedet 232 for at holde sig til opgaven, fortæller han i virkeligheden, Ng. tf. tildels i unødig bredde og med overflødige citater, størsteUniv.- og skoleann. 1907. No. 12.