Fremdeles i fortids particip av svake verber som i infinitiv ender paa stammevokalen, f. eks. bo bodd, naa naadd, sy

(Se nedenfor D, c, 2).

- sydd, te

tedd.

b. i enkelte fremmede ord, f. eks. et ball, dress, floss,

moll, stoll.

3. I en del bøiningsformer; saaledes;

i intetkjøn av adjektiver som i grundformen ender paat med forangaaende lang vokal; f. eks. fett; hett; hvitt; litt; vaatt; søtt;

i fortids particip av sterke og svake verber hvis stamme ender paa t; f. eks. brutt (av bryte); skutt (av skyte); flytt (av flyte); støtt (av støte); latt (av late eller la); forlatt (av forlate).

1. Substantiver. Der bør skrives:

fjær; et for; en glo (fl. glør); kule; pryl; præken; pæl; skevand; en smie; spar (i kort); ikke fjæder, foder, kugle, smedje o. s. v.

I en del ord er ved siden av den ældre, fuldere form ogsaa en kortere form brukelig; saaledes

drage

2. Verber. Istedenfor blive, bliver, blevet
giver, givet-have, havde, havt late (se A, I)
tager, taget kan ogsaa skrives: bli, blir, blit
gi, gir, git

Anm.

ha, hadde, hat

lagde og sagde la og sa.

ta, tar, tat; istedenfor

[Som substantivet pryl verbet pryle; som en præken at præke; som en sadel eller sal at sadle eller sale.] Om forkortede former i andre verber se nedenfor.

Præsens passiv av de forkortede verber dannes av de gamle, fulde former, altsaa tages, drages, o. s. v. Ogsaa imperfektum passiv, som med virkelig passiv-betydning er en rent litterær form, dannes av de fulde former (toges, droges, lagdes, sagdes), men bør helst ikke brukes.

a.

D. Bøiningsformer.

Substantivernes ubestemte flertal.

I. Fælleskjønsord har i flertal regelmæssig -er, f. eks.

gut gutter, li
ender paa en ubetonet -e, f. eks. konge
koner. Merk med omlyd og er: and
mærker, rand

ger

naar de

ænder, mark

rænder o. s. v. Med omlyd og -r: glo

glør, klo klor, ko kjor, raa

rær, taa

tær.

Flertal paa -e har ord som ender paa -er, f. eks. borborgere, aker akre (eller akrer), søster søstre, fædre; mor, moder mødre;

og med omlyd far, fader

bror, broder

faa ord paa -el: himmel

døtre. Fremdeles nogen himle; engel - engle (eller

engler). Og endelig en del andre ord som: domme, grunde, dampe, kampe, egne, sole, sjæle; flere gjenstande, avstande, tilstande.

Flertal paa -e ved siden av det regelmæssige paa -er brukes tildels i adskillige ord, som hat hatter, hatte ; stok -stokker, stokke; struds strudser, strudse; hest hester, heste; gris griser, grise; slegtningslegtninger,

slegtninge; og flere. Men man bør ved saadanne ord helst bruke -er, som det gjennemgaaende heter i norsk tale.

Flertal uten endetillæg har: alen, feil, meter, liter, krebs, østers, lus, mus, lyd, myg, sild, ski, sko, spiker, ting, tvil. Med omlyd: mand mænd; gaas

gjæs.

II. Intetkjønsord har regelmæssig flertal som ental, uten endetillæg og uten omlyd, f. eks. ett aar flere aar; flere brød, dyr, bad, sund, trold, forhold, ark, bilag, par, vers. Med omlyd barn børn (i talen dog nu i almindelighet flere barn). Men intetkjønsord som ender paa -e, faar i flertal, f. eks. et eple (æble) epler (æbler); hjerter,

mennesker, jorder, merker. Merk: øie øine, øre eller ører, ett tilfælde flere tilfælde.

øren

Flertal paa -e har flere ord paa -er, f. eks. bæger bægere; teater teatre (men helst: flere nummer, hylster). Fremdeles mange enkelte ord, f. eks. blade, digte, skjolde, ure o. 1.

Flertal paa er har ord paa -el og -en, f. eks. fængsler, midler, kjøkkener, væsener, (derimot regelmæssig flere vaaben). Saaledes ogsaa flere fremmede ord, f. eks. amter, baller, punkter, dokumenter, papirer. Og ord paa -as, -eri og -skap (skab), f. eks. stillaser, bryggerier, redskaper. Fremdeles mange enkelte ord: lemmer, lodder, skjørter, steder, syner, verker; flere boer, tøier, begreber eller begreper, (men: flere angrep, misgrep).

Flertal paa -r har følgende ord: knæ knær; træ træer; derhos merkes: klæde klær eller klæder; forklæ eller forklæde forklær; aaklæ eller aaklæde

aaklær.

Ved flere ord er bruken vaklende mellem flertalsform

uten endetillæg og former med e eller er, f. eks. flere fjeld eller fjelde, flere land eller lande, flere hus eller huse eller huser. Naar man ved saadanne ord er i tvil, bør man vælge den regelmæssige form, flertal uten forandring.

b. Substantivernes bestemte flertal.

Ved flertal uten endetillæg tilføies i bestemt form -ene, f. eks. mænd mændene, dyr dyrene, vaaben

vaabnene.

Ved flertal dannet med endelse tilføies -ne, f. eks. byer byerne; ænder - ænderne; aftener aftnerne; hjerter hjerterne; digte digtene; men med utstøtt endelse: borgere

borgerne, bægere bægerne.

Ord som i flertal har er ved siden av -e, skulde efter denne regel i bestemt flertal faa endelsen -erne ved siden av -ene. Men i de fleste av disse ord høres i talen saagodtsom aldrig erne, og man bør derfor skrive -ene: hattene, stokkene, strudsene, hestene, grisene, slegtningene.

Ogsaa i ord som i ubestemt flertal ikke kan ha andet end er eller -r, brukes i talen i bestemt flertal ofte endelsen ene (for -erne): guttene, liene, gjærdene. Om bestemte flertalsformer som hattene, stokkene o. s. v. trækker efter sig ogsaa i skrift former som guttene, liene, gjærdene, bør det ikke regnes som feil; til mennesker heter bestemt flertal ogsaa i skrift altid menneskene, til sauer tildels sauene.

C. Svake verber.

Idet der forresten henvises til Hofgaards Norsk skolegrammatik som i det væsentlige ogsaa er fulgt ovenfor i avsnittene om substantivernes ubestemte og bestemte flertal, gives følgende regler:

1. Eks. at kaste, jeg kaster, jeg kastet,*) jeg har kastet. Saaledes bøies almindelig stammer paa -b, d, -g: klæbe, bade, klage, og stammer paa dobbeltkonsonant: skuffe, tygge, sukke, trille, krumme, forskjønne, slappe, narre, passe, lytte. Fremdeles stammer paa to eller flere konsonanter: flagre, hente, huske, fæste, revne, herske, elske, fængsle.

*) Passiv kastedes; men se anmerkningen til C, 2.

Endvidere verber som i infinitiv har -e efter en vokal eller diftong: kue, skue, true; sjaue, huie, og verber paa ige (udt. -ie) som billige, hellige, berigtige.

2. Eks. at naa, jeg naar, jeg naadde, jeg har naadd. Saaledes bøies regelmæssig verber med stammen lik infinitiv (uten endelsen -e): saa, fri, tro, bry, strø, o. 1.

Paa denne maate bøies, især i imperfektum, i talen ogsaa et par verber med infinitiv paa e efter en vokal: at bie, jeg bidde, jeg har biet eller bidd; at smie, jeg smier smidde smidd; tie tidde tiet eller tidd; skrue skrudde skruet eller skrudd. Saaledes ogsaa en del verber med diftong i stammen, f. eks. pløie, - pløide — ploiet eller ploid; eie eide eiet eller eid, og nogen verber med lang stammevokal foran v, f. eks. leve levde levet eller levd, kløve

kløvde - kløvet eller kløvd,

prøve prøvde prøvet eller prøvd. Saadanne imperfektsformer (bidde, smidde, tidde, skrudde, pløide, eide, levde, kløvde) stemmer mere med almindelig norsk tale end formerne paa -et, som biet, tiet (taug), skruet, osv. (I perfektum particip er talens former paa -d (bidd, eid, osv.) hittil mindre brukt i skrift).

Verber som at lade (et fartøi), skade, brede, sprede, betyde skrives almindeligst med disse fulde former, men lyder i talen gjerne la, ska, bre, spre, bety, og de bøies av disse forkortede stammer som at naa:

lade (utt. la), lader (utt. lar), ladde, har ladd;

betyde (utt. bety), betyder (utt. betyr), betydde, har betydd. Fremdeles merkes med avvigende former:

klæde (utt. klæ), klæder (utt. klær), klædde eller klædte, klædd eller klædt;

fø eller føde (= opføde), før eller føder (utt. før), fødde, fødd
(ellers føde
født);

nøde =

fødte
tvinge, nøder, nødte, nødt;

men nø eller nøde (en gjest), nør ell. nøder (utt. nør), nødde, nødd.