Norske digte og digtereH. Achehoug & Companys Forlag, 1898 - 181 sider |
Andre utgaver - Vis alle
Vanlige uttrykk og setninger
abstrakte anarkist Arreboes barn billedet Bing bliver Borkman Brand brøk baade derfor digte og digtere dramaer død ejendommelige Ellida elsker evne Eyolf fisken folkets forhold forskjellige forstaaelse fremmede fremst fædreland fædrelandssang føler følger fører første faar ganske giver gjennem gjælder Greis gaar havgulen havt Helgeland helt hende Henrik Ibsen Hilde hjem hjerte holde hører Haakon haand Ibsens digtning idealet igjen John Gabriel kald kjender kjærlighed Klopstock kongstanke Kristiania lader landet leve lige ligesom Lofoten lyst længer læser løfte magt mand mennesker merke maade naturen naturskildringen neskene netop Nordlands Trompet nordlændingerne Norske digte ofre overfor Peer Gynt personligheden Petter Dass Petter Dass's poesi poetiske prest problemerne Rita samfundet satire Schiønnebøls sjæl skik skildrer skildring slig slaar Solness sorenskriver strid staar synes søge saadan saaledes tanke taushed tinghøj tredje rige Tullin tænke udtryk udvikling verk vildsindets vilje virke viser Volven vort Wangel aandens Norge
Populære avsnitt
Side 85 - I dal, — på hej, hvem gør det bedst? Hvem vimrer værst og vildest frem, hvem famler længst fra fred og hjem, det letsind som, med krans af løv, lar legen gå langs brattest slug, — det slapsind, som går vejen sløv, fordi det så er skik og brug, — det vildsind, som har slig en flugt, at fast hvad ondt det ser, blir smukt?
Side 125 - Samvittigheds Trøst, om Gud os paa Vandet vil kalde. Og dør vi paa Reisen til Kirker og Sogn, da føres vi heden paa Israels Vogn, og for vores Herre maa falde. Hvad vil en Guds Tjener bekymre sig ved, at ham er udvalt et Begravelses-Sted, som Mennesken ikke kan finde?
Side 140 - Gud naade den, som nødt er til at fremdrage sin tid og alder i denne elendige landsende, for den jammer og ynk, som man hører og ser dagligdags paa dette fattige folk, maa komme et menneske til at græde, uden han ellers haver et stenhjerte", -- saa lyder de ord, hvori Erik Schønnebøl omhandler Lofotens og Vesteraalens fattige fiskerbefolkning.
Side 86 - Nu er jeg stålsat, jeg følger det bud, der byder i højden at vandre! Mit lavlandsliv har jeg levet ud; heroppe på vidden er frihed og Gud, dernede famler de andre.
Side 36 - Brand taler om at frem af disse Sjælestumper, af disse Aandens Torsoklumper, af disse Ho'der, disse Hænder et Helt skal gaa, saa Herren kjender sin Mand igjen, sit største Værk, sin Ætling, Adam, ung og stærk. Derfor maa «Alt eller Intet» blive Brands tilsyneladende saa umenneskelige Løsen.
Side 26 - Det hviler i Deres Majestæts kongelige haand, om jeg skal maatte tie og bøje mig under den bittreste forsagelse, som kan ramme et menneskes sjæl, — den forsagelse, at maatte slippe sin gerning i livet, at maatte vige der, hvor jeg ved, at der er givet mig aandens vaaben til at kæmpe; og dette er for mig tifold tungt; thi jeg har indtil denne dag aldrig veget».
Side 110 - Ønsker daglig døe i Trængsel, Og fødes for at døe paa ny. Hvor Kunst og Vid kun pønser paa Den beste Plan til nye Sorger, Hvor Rigdom sulter for at faae Det Støv, den for sin Arving borger. Hvor Retten selv er Tærningkast; Hvor Ja af Hyklere bortleies; Hvor Dyder mod Ducater veies; Hvor Fattigdom er største Last; Hvor Rigdom gjør en Daare klog, Ærværdig, ædel, sindrig, klygtig; Hvor Sindets Roe sin Afsked tog, Da Nøjsomhed blev gjort landflygtig. Hvor Solen Verdens Morgenpragt Paa lukte...
Side 38 - Indad; indad! Det er ordet! Did går vejen. Der er sporet. Eget hjerte, — : det er kloden, nyskabt og for Gudsliv moden; der skal viljegribben dødes, der den nye Adam fødes. Lad så verden gå sin gang under trældom eller sang; — men ifald vi fiendtligt mødes, — hvis mit værk den knuse vil, — da, ved himlen, slår jeg til! Plads på hele jordens hvælv til at være helt sig selv, — det er lovlig ret for...
Side 114 - Den til den døve vantroe Flok "Med Millioner Tunger taler, "Og med nye skabte Væsners Skok "Som Dine Almagts Vidner praler. "Den er blant alle Dig meest liig, "Den skaber, danner, og opliver, "Opholder, nærer, Kræfter giver, "Den er - den er snart selve Dig, "Hvor lidt veed de af Glæde...
Side 85 - Han havde min ordløse tanke hørt: »mig synes min unge ven er rørt, — ak ja, den hjemlige hytte!« Og atter jeg stod med stålsat arm, og kendte jeg var den stærke; viddernes luftning kølte min barm, aldrig den mere skal banke sig varm for et vinkende julemærke! Da lyste det op om tun og tag udfor min moders stue; først var det som dæmrende vinterdag. så rulled sig røgen i tunge lag, og så kom den røde lue.