HERMAN BANG. Joachim STILLE EKSISTENSER. FIRE LIVSBILLEDER. Min gamle Kammerat. KJØBENHAVN. ANDR. SCHOUS FORLAG 1886. Disse > Stille Eksistenser<< er født og baaret af det samme Aar som >> Eksentriske Noveller<<. Det var ifjor, da jeg Norden igennem drog fra By til By, og jeg smagte lidt af det Virtuosens Liv, der. har skabt disse to Bind Fortællinger, som ved et flygtigt Blik kan se saa forskelligartede ud, og som dog hænger saa nøje sammen og saa fuldstændig udfylder hinanden. >> Charlot Dupont<«< er det direkte Billede fra Virtuosverdenen. Portrætet er revet fra første Haand ud af denne sære Kastes Liv, som man maa have delt, jeg vil ikke sige for at forstaa det, nej, mer end det, næsten for at tro paa det. Virtuoserne drager gennem alle Samfund og tilhører intet. De er Mennesker, som lever uden at eje eller kende et Hjems Fodfæste i Livet. De kører Verden rundt som uforanderligt fremmede. Dette føder paa samme Tid deres fuldkomne Mangel paa Interesser og deres endeløse og naive Egoisme. Som alle Stæderne, hvorigennem de slæbes, kun er en Samling af mer eller mindre skævt byggede Huse, man maa køre forbi for at komme til det Hotel, hvor man skal klæde sig paa før Koncerten og sove efter den, er alle disse Folk, der render rundt omkring dem, en Skare suverænt ligegyldige Tobén, hvoraf et vist Kvantum køber Koncertbilletter, hvis Fysiognomier er mer eller mindre dumme, og som imorgen viger for en Flok nye, der ogsaa gaar rundt paa To. Man siger >>Goddag« og man siger »Farvel« ; og man vender tilbage til sin Jernbane og til de seks Repertoirestykker, med hvilke man forlyster Verden, og hvis stadige Gjengivelse ikke forhøjer Evnen til at fatte Interesser. Og man rystes til det næste Koncertsted. Den fremmede kommer til nye fremmede. Og det varer i Aar og Aar. Mellem alle disse komplet ligegyldige Sjæle, mens man bestandig kun kører forbi alle disse Skæbner, som ikke angaar En det mindste Gran, bliver man sig selv det eneste i Verden. De ligegyldige Folk eksisterer kun, hvis de kan gavne, og man régner med Tobenene, som med de livløseste Tal. Fuldstændig ene i hele Verden, praktiserer man som intetsteds Formlen: En mod Alle, Alle mod En praktiserer den paa en lang Vej over hele Jordkloden. Menneskene ses kun faar man vel ogsaa nogensinde Tid til at se dem anderledes? i Forhold til de respektive Koncertrejser, og Virtuosens Egoisme gennemtrænger alt indtil de mindste Ting. Hans hele Eksistens har kun til Indhold hans Repertoirestykker og hans Beregninger lange Regnestykker om at sikre Sukcessen. Hans Ørkesløshed, hans fuldstændige Mangel paa Beskæftigelse, hans Aands Svækkelse ved Hjernens evige Omskrumpelse i hundreder af Jernbane-Waggoner - alt dette, som befordrer hans Tankes Ensidighed og evig fornyede Køren paa Karussel, gør efterhaanden disse Regnestykker store og meget indviklede. Det begynder, dette Dagssalg af Forbindtligheder, af Smil, af Komplimenter, som betegner deres Tilværelse. Man beregner hvert Blik og lever i evig Addition og Subtraktion. Disse skønne Divaer er de raaeste Regnemestre under Solen. Ofte er tilmed det hele Regnestykke Vind. Men denne smaatærnede Egoisme er jo det eneste Hjælpemiddel til at udfylde Tilværelsen. Deres Liv er blevet frygtelig simplificeret i det Øjeblik, hvor de løsnedes fra alle blivende Forhold til andre Medvæsener: De har kun sig selv, og de maa have noget at tænke paa. De regner, og de kombinerer. Deres Regnestykker for sig selv bliver Kombinationer mod andre deres Konkurrenter. Og idet de selv uafladelig intrigerer, i alt Fald i Fantasien, mener de sig hurtigt Ofre for andres Intriger, og deres Hjerne, hvis hele Virksomhed koncentreres paa dette Punkt, laver evindelig Spindelvæv, som nye Beregninger gennemskærer og ødelægger. Naar Virtuosen en Dag pludselig forsvinder, er |
